I årevis har det ikke kunnet betale sig at lave film i København i forhold til udenlandske byer. Derfor har filmproducenter som Zentropa sendt Lars von Trier til Trollhättan i Sverige eller til Nordrhein-Westfalen i Tyskland for at optage film og dermed skibet millioner ud af Danmark. »Lars von Trier har altid hadet det, men vi har tvunget ham af sted«, siger Peter Aalbæk Jensen, der er direktør i filmselskabet Zentropa, der producerer Triers film. En god idé Derfor glæder Peter Aalbæk Jensen sig over, at de københavnske politikere netop har vedtaget at opstarte en københavnsk filmfond, der skal uddele penge til store filmproduktioner i hovedstaden: »København har været et fravalg, fordi man ikke kunne få støtte. Det har virket som en absurditet, at man alle andre steder anså det for en god forretning, men bare ikke i København«, siger han.
LÆS OGSÅ Svensk filmfond vil fremme kvindelige instruktører
Københavns Kommune sætter i det nye budgetforlig 20 millioner kroner af over tre år og satser på, at stat, region og kommuner i hovedstadsområdet spytter mindst lige så meget i kassen.
»Jeg håber, at alle kan se, at det er en god idé«, siger Københavns kulturborgmester, Pia Allerslev (V).
»Mange private aktører kunne få glæde af det her: store filmselskaber, restauranter og hoteller. Der er gode muligheder for vækst«.
Ifølge borgmesteren vil fonden formentlig være klar til at dele penge ud i slutningen af 2012.
København er det nye København
Selv danske film, hvis handling foregår i København, er gennem de seneste år blevet optaget i Berlin og Prag – for eksempel den populære ’Flammen og Citronen’ og senest Nikolaj Arcels film om Struensee, ’Dronningen og livlægen’.
Sidstnævnte har endnu ikke haft premiere, og Zentropa fremhæver den som et eksempel på en film, der burde være lavet i København, hvis byen havde haft samme gunstige vilkår som de udenlandske byer.




























