Jeg elsker platheden, først og fremmest elsker jeg platheden i ’Wet Hot American Summer’ – både i David Wains kultfilm fra 2001, som jeg først nu har nydt eksistensen af, og i hans Netflix-serie fra i år med undertitlen ’First Day at Camp’, som jeg så i to lange stræk med vantro øjne, savlende af dum beundring, simpelthen.
Jeg elsker lejrskoleungdomsdramatik. Jeg elsker teenagers, dramaet, de hyperintense følelser, desperadoers rastløse identitetsomskiftelighed.




























