Femte sæson af den prisbelønnede tv-serie Homeland løber over skærmen i disse uger. I går blev anden episode vist på DR2. Her kunne seerne følge hovedpersonen Carrie Mathison besøge en flygtningelejr på grænsen mellem Libanon og Syrien sammen med sin nye chef, en stenrig NGO'er.
Scenen er sat i en kulisse med en del arabisk graffiti, der skal give et autentisk billede af virkeligheden i sådan en lejr. Men selskabet bag Homeland, Showtime, er blevet taget ved næsen. For budskaberne blev nogle helt andre, end producenten havde forestillet sig.




























