Det er ikke let at være fan af Eddie Murphy. Man skal nemlig være mere end god til at finde på nye undskyldninger for alt det …., han går og laver.
Og når man så endelig får lejlighed til i en periode at sige »jamen, han er jo rigtig god, og nu er han tilbage på kvalitetens smalle sti«, så jokker han i spinaten igen med en fed, pinlig stinker af en spekulationskomedie, hvor eneste formildende omstændighed er Murphy selv – og hvor hans tilstedeværelse formentlig kan forklares med honoraret. Tag eksempelvis lige nu. I sidste måned var Eddie Murphy Oscar-nomineret for sin fremragende birolle i James Condons kulørte, men også svært musikalske fortolkning af historien om Motown-dronningen Diana Ross og hendes gruppe The Supremes.




























