Allerede inden 'The Newsroom’ i aften får premiere - til og med på en smal betalingskanal - er den talk of the town i visse kredse. Journalistikonet Lasse Jensen anmeldte for flere uger siden de første syv afsnit i sit radioprogram ’Mennesker og medier’, og afvigte uge havde Foreningen for Undersøgende Journalistik, der tæller den mest sammenbidte og seriøse del af det danske pressekorps, arrangeret en særforevisning af det spillefilmlange pilotafsnit i Park Bio på Østerbro. Rygterne om serien har svirret på sociale medier. Og der har været historier om seriens blandede modtagelse i pressen. Manuskriptkongen Men hvorfor egentlig? kunne man med god ret spørge. Der er tale om en amerikansk tv-serie, som ikke engang har medvirken af synderligt kendte skuespillere. Hvorfor kan journaliststanden slet ikke vente med at få gluggerne i serien? Fordi manden bag serien er Aaron Sorkin, som blev en stjerne med forlægget for og manuskriptet til den oscar-belønnede film ’Et spørgsmål om ære’ og siden tjente sig umistelig hæder med serien ’Præsidentens mænd’, alle politiknørders yndlingsserie. DVD-KUNSTShakespeare ville have skrevet 'West Wing'-episoder Og spørgsmålet er, om ’The Newsroom’ lever op til forgængeren og tegner et lige så akkurat og levende billede af livet i medierne, som ’Præsidentens mænd’ gjorde af livet i Det Hvide Hus’ korridorer. Efter at have set de to første afsnit må undertegnede erklære, at hvis man er på jagt efter et kig bag gardinerne i den amerikanske tv-verden, bør man nok søge om en studietur til New York. Men er man til højpotent tv-drama med fornemt skuespil, emotionelle konflikter og en dramaturgisk stramhed, der får en Bournonville-ballet til at virke som jazzet improvisation, leverer ’The Newsroom’ varen. Stilren HBO Ouverturen til historien om den arrogante nyhedsoplæser og stjernejournalist Will McAvoy er stilren HBO. Hovedpersonen er sammen med en demokratisk politiker og en republikansk ditto til debatarrangement på et gymnasium; og da der bliver spurgt til hans politiske ståsted, glider han først af ved at sige, at han er fan af football-holdet New York Jets, til publikums latter.
Tingene eskalerer imidlertid, da en pige spørger panelet, hvorfor USA er verdens bedste land, og McAvoy, foranlediget af et skilt, han ser en kvindelig bekendt flagre med bagest i salen, giver sig til rable om, at det er landet ikke længere; det er en nation i moralsk og økonomisk forfald. Bang. Skandale. Tre uger efter vender Will tilbage fra ferie og erfarer, at hans hold er blevet flyttet, og at hans producer er taget fra ham. Og at hans tidligere kæreste MacKenzie er hyret som ny redaktionschef. Det første afsnit er orkestreret som en symfoni af Mozart og fortalt med nogenlunde lige så elegant og smittende en musikalitet. Det samme er tilfældet for andet afsnit, hvor serien træder i karakter som samtidsdrama. Journalistik 101 Selvfølgelig handler det om journalistik, om kilder, historier, redaktionelle magtkampe og fnidder; men først og fremmest handler det om en gruppe mennesker, der drives af passion for deres fag og stræben efter magt, hvilket naturligvis påvirker deres indbyrdes menneskelige relationer, og som i så mange andre sammenhænge er det stærke begær efter magt en funktion af manglende følelsesmæssig erkendelse. Journalistikken - dette myteomgærdede fag - har det med at overtage helt og aldeles, og et eller andet sted er det selv i dag helt okay at forsømme familie og venner og lade sit følelsesliv sejle med henvisning til faget. Og det er et af omdrejningspunkterne. Produktionsdesignet er blæret. Fortællerytme, klipning og æstetik vidner om et rummeligt budget og skarpe beslutninger hele vejen gennem udviklingsprocessen. LÆS OGSÅAmerikanerne er misundelige på Danmarks HBO-tilbud Det samme er også tilfældet med skuespillerne. Valget af bundsolide, men ikke voldsomt eksponerede Jeff Daniels til hovedrollen er fremragende, og den britiskfødte Emily Mortimer klarer rollen som på en gang tough cookie og sød kvinde til et sikkert tolvtal. De to spiller fornemt over for hinanden, så man fornemmer, at følelserne mellem dem bestemt ikke er kolde endsige afklarede. Som den opvakte journalistpraktikant Maggie, der har det med at forelske sig, gør den unge Alison Pill det aldeles glimrende; hun udstråler den rastløse forfjamskethed, man ofte finder hos stræbsomme unge, og Dev Patel er måske nok en kliché som überklog blogskribent og nørd, men ikke desto mindre et sympatisk bekendtskab. Og det er ’The Newsroom’ i det hele taget også. En virkelig god serie. Et nyt pletskud fra HBO.
