.jpg)
.jpg)
Der er en meget berømt og ofte citeret scene fra Carol Reeds film ’Den tredje mand’, hvor kynikeren Harry Lime – spillet af Orson Welles – forklarer Joseph Cottens karakter Holly Martins om fordele og ulemper ved demokrati; han siger, at i de tre årtier, hvor Borgia-familien holdt tømmerne i Italien, da var der krig, terror, blodudgydelse og generel frygt, men til gengæld fik man Leonardo da Vinci, Michelangelo og renaissancen, mens Schweiz, hvor filmen udspiller sig i tiden efter Anden Verdenskrig, i løbet af et halvt årtusind med næstekærlighed, demokrati og fred ikke for alvor er kommet op med andet end kukuret.
Det er selvfølgelig derfor, vi er så pokkers fascinerede af netop de tredive år i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet. Fordi de udgør et eklatant og ikke mindst flamboyant modbillede til vore dages veltempererede velfærdsdemokrati, hvor alle har ret til både at være her og komme med deres mening, selv om synspunkterne strider imod sund fornuft.
