For sidste gang er hele Annas familie samlet i hendes hjem.
De tre døtre, børnebørnene og oldebørnene er der alle sammen. Mens de yngste generationer hopper i poolen fra dengang, det var et statussymbol at have indendørs svømmepøl i sit parcelhus, nyder Anna synet fra sin kørestol. Snart skal hun for sidste gang sidde ved kanten af de minder, som poolen rummer. Sammen med sin nu afdøde mand Kristian, som hun nåede at holde krondiamantbryllup med, har Anna i en menneskealder boet i huset i nærheden af Tarm i Vestjylland. Hun er 89 år. Og nu skal hun flytte. Snart skal hun og nogle af hendes ting bo på plejehjem.
Anna Bjørslev er en af de fem ældre hovedpersoner i dokumentarserien ’Til døden os skiller’, der forgår i og omkring Tarm og har premiere på TV 2 i dag, torsdag. Serien er instrueret af ægteparret Mira Jargil, 34, og Christian Sønderby Jepsen, 38. De har fulgt de fem ældre danskere og deres nærmeste pårørende igennem tre år.
Baggrunden for serien har blandt andet været, at instruktørerne selv har haft svært ved at forholde sig til alderdom og gerne ville ind til mennesker bag den grå masse, vi i Danmark over en kam omtaler som ældre, siger Mira Jargil: »Jeg har haft en frygt for at gå ind i det med engang at blive gammel og skulle dø. Det er ligesom et andet liv og nogle andre mennesker, det vedrører. Det er svært at forholde sig til, at alle dem, man holder af, skal dø engang. Det er heller ikke sådan, at man hele tiden skal gå rundt og forholde sig til det og blive deprimeret. Men jeg tror, der er nogle snakke, det er sindssygt vigtigt at tage, hvis man vil leve et bevidst liv. Jeg ville være ked af at sidde som 70-årig med et svækket helbred og tænke: Nu er det for sent at gøre det, jeg gerne ville«.
Christian Sønderby Jepsen har også tænkt over, at mange arbejder derudad gennem et helt liv i håb om, at når de bliver pensioneret, skal de rigtig slappe af: »Men som ældre får mange en skavank, så de alligevel ikke kan gøre det, de har drømt om. Det er den ene ting, jeg er blevet mere bevidst om ved at arbejde med serien. Den anden er den dødsangst, vi nok alle sammen går rundt med i et eller andet omfang. Det er ikke rart at tænke på, at jeg om 50 år sandsynligvis ligger i jorden og bliver ædt op af orme. Mens jeg er frisk i hovedet, vil jeg gerne tale med dem, jeg har omkring mig, så de ved, hvordan de skal reagere, hvis jeg en dag får en blodprop eller noget lignende«.
Den forandrede ægtefælle
Under arbejdet med dokumentarserien fandt Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen ud af, at når man står over for det sidste kapitel i sit liv, skal man tage lige så svære beslutninger, som man skulle i en ung alder. Ægtefællerne Rita og Anders i ’Til døden os skiller’ skal beslutte, om Rita skal blive ved med at passe Anders hjemme, efter at han er svækket og en stor del af tiden parkeret i sin seng på grund af en blodprop. Mentalt er den humoristiske og kvikke Anders dog helt klar, og han er med til at træffe valget om, hvad der skal ske.
For Elin og Vagn, der har været gift i 56 år, er situationen en anden. Elin er helt frisk, hvorimod Vagn bliver mere og mere dement. Elin kan han huske. Men det kniber med at huske navnene på deres børn, de mange arbejdsår på lageret hos Ford, og også at han skal gå ud til toilettet, før han tisser. Vagn nynner ofte og har i det hele taget for det meste et godt humør, men han er meget plejekrævende, og spørgsmålet er, om Elin – psykisk og fysisk – kan blive ved med at passe ham døgnet rundt. Eller om han skal på plejehjem. Som Mira Jargil siger, er der næppe nogen, der ønsker sig at komme på plejehjem, lige meget hvor gode rammerne er, og hvor søde de ansatte er:
»Generelt er folk meget dårlige, når de kommer på plejehjem. Mange er mentalt helt væk, så hvis man ligesom Anna og Anders er friske i hovederne, er det ikke ligefrem humørfyldt at være på et plejehjem. De ældre kan jo ikke stimulere hinanden«.
For Anders’ vedkommende har han direkte sagt til sin hustru Rita, at hvis de når dertil, at han skal på plejehjem, må hun hellere i stedet give ham alle hans piller på en gang. Den situation gør en beslutning om fremtiden svær for både Anders, der nemt kommer til at føle sig i vejen, og for Rita, der trænger til fortsat at have et udadvendt liv med venner og familie.
Alle de medvirkende i serien har pårørende og plejepersonale, der kerer sig om dem og ønsker det bedste for dem. ’Til døden os skiller’ er ikke en serie, der kritiserer forholdene på plejehjem eller på andre måder giver nogen skylden for, at det er svært at blive gammel. Det er, som Christian Sønderby Jepsen siger, en serie, der opfordrer til, at man får snakket om tingene, før det bliver for vanskeligt:
»Det er ikke sikkert, at man har hinanden om 30 år. Eller i morgen. Som en buddhistisk tankegang vil jeg sige: Lev i nuet og mediter over døden«.
’Til døden os skiller’ går så tæt på familierne, at man lærer dem godt at kende og helt naturligt kommer til at stille sig selv de spørgsmål, hvis man ikke allerede har prøvet at være i en livsfase, hvor det var nødvendigt at tage stilling til, om man skulle hjælpe en forælder eller ægtefælle til det sidste. Eller man var nødt til at give slip og overlade omsorgen til ansatte på et plejehjem.
fortsæt med at læse
