»Jeg hedder Theodor. Jeg er på besøg hos min oldefar. Han bor oppe i Norge sammen med sin kat ...«.

Så enkelt indleder femårige Theodor pædagogisk hvert af de otte afsnit i ’Min oldefars historier’, der handler om samværet mellem oldebarn og -far, om at fortælle gode, gammeldags røverhistorier og ikke mindst om at leve sig ind i historierne. Sammen.

Nyt, godt dansk tv-drama for mindre børn er sjældent og efterspurgt, men det findes. Det er ’Min oldefars historier’ et eksempel på. Otte mandage i rap er ni minutter af ulvetimen på DR Ramasjang viet til realistisk og magisk historiefortælling med oldebarnet Theodor og hans 89-årige oldefar, den norskboende forfatter og præst Erik Rostbøll i hovedrollerne. Instruktøren Tone Mygind Rostbøll er Theodors mor og Erik Rostbølls barnebarn, og hun får fra første til sidste afsnit virkelig ’Min oldefars historier’ til at handle om utvungent og meningsfuldt samvær på tværs af generationerne.

Når oldefar med skælmsk blik i sit ene, raske øje og fascinerende blindhed i det andet, døde øje fortæller historier fra sin barndom med vennen Tykke, slår Theodor ørerne ud og begynder snart helt bogstaveligt at iscenesætte oldefars historier. Med smuk norsk skov, fjeld og fjord som både bagtæppe og eventyrskabende legeplads efterligner Theodor og oldefar de vilde røverhistorier fra den gamles barndom og har en herlig, fantasirig fest med det.

For 80 års tid siden skete der altid noget, når Tykke var i nærheden af oldefar. Nu får en bjørnejagt, et piratskib, en fisketur og meget andet nyt liv, og så snart fortællingerne begynder, kan man se på oldefar og Theodor, at de er lige optagede af dem. I oldefar har Theodor et menneske, der har næsten al tid i verden til at være nærværende, mens han fortæller ham historier. Det omvendte er faktisk også tilfældet: I Theodor har oldefar en begejstret og nærværende lytter, der hellere end gerne vil opleve, hvad oldefar erfarede engang.

Uden at slå opskrifter op på en iPad eller andre digitale redskaber giver Theodor og oldefar de gamle historier form. En sæbekassebil, en ridderkamp og en fælde til elge har betydning i forskellige af seriens afsnit, der alle på en god måde leder tanken hen på old school-børne-tv-filmatiseringer af Thomas Winding- og Astrid Lindgren-historier. Fra lyd til fotografering og fortællemåde hviler en gammeldags ro og en varm nostalgi over ’Min oldefars historier’, der får en del af DR Ramasjangs øvrige profil til at ligne et hyperaktivt væsen, der tror, det er nødvendigt at råbe meget højt for at få opmærksomhed.

Både i form og indhold er ’Min oldefars historier’ så helt og spændende til stede i sit eget stilfærdigt fortællende univers, at man kan få stor lyst til straks at save sig et riddersværd og hejse et piratflag.

fortsæt med at læse

Stærk dokumentarfilm sætter tanker i gang om sygdom, der ændrer alt