En sigte, et fyr, en trækvogn, en pladespiller og seks små bure til alle kattene, der bor sammen med Louie og hans far i et hus ved havet, er noget af alt det, man som lillebitte kan pege på og spørge til i engelske Benji Davies’ billedbog ’Stormhvalen’.
Bogen er den første, som Benji Davies både har skrevet og tegnet selv efter nogle år, hvor han har været børnebogsillustrator.
I den korte, enkle og dog særlige historie i ’Stormhvalen’ lader han Louie opdage en lille hval på stranden. Den mangler vand, så Louie slæber den m ed sig hjem på trækvognen og sørger for, at den kommer ned i et badekar. Og det bliver Louies far ikke engang sur over!
Måske forstår faren, at lille Louie med den åbne, opmærksomme udstråling føler sig lidt alene til daglig ved havet i huset? Ud over kattene ser det på forfatterens naturalistiske og rare billeder ud, som om drengen er ret alene i alle de timer, hvor faren passer sit arbejde som fisker.
Enkelt og naivt med perspektiv
Benji Davies er en talentfuld yngre billedbogsforfatter, der i slutningen ikke når de varmeste dybder i sin bog, mens Oliver Jeffers allerede har foldet sig helt ud, hvad den nordirske maler og illustrators værk ’Hittegods’ så fint viser.
LÆS ANMELDELSE
Smuk børnebog om Auschwitz er en ond bog om godhedOriginaludgaven af hans bog udkom i 2005, men den er både tidløs og universel, så det gør ingenting, at den allerede har en vis alder i mange andre lande.
»Der var engang en dreng, og en dag bankede en pingvin på hans dør«, lyder den første sætning, og allerede da ved man, at i det her eventyr er der noget ganske specielt på færde. For hvad kan der ikke ske, når en dreng fra en ganske almindelig by får besøg af en bedrøvet pingvin?
Drengen tænker, at den lille sorte pingvin virker trist, men man kan også se det i Oliver Jeffers’ fortolkning af dyret. Jeffers tegner superenkelt og nærmest naivt, men alligevel med perspektiv.
LÆS ANMELDELSE
To norske billedbøger er lidt for fladt teater og for langt udeDa drengen hører en banken på døren og lukker op, ser han en egentlig ret klumpet sort pingvin, der imidlertid bøjer nakke og næb nøjagtig så meget, at man ikke er i tvivl om dens humør.
Drengen selv har af sin forfatter fået øjne så små som knappenålshoveder og pindetynde stænger til ben, men alligevel er han lige så udtryksfuld, som havde han været malet med langt flere detaljer.
Efter at have budt pingvinen velkommen bliver det drengen magtpåliggende at hjælpe sin nye ven med at finde hjem. Og drengen svigter ikke.
Selv om det koster en farefuld færd i robåd til Sydpolen, lades pingvinen ikke alene. En ven er en ven, og i øvrigt bliver både drengen og dyret mindre ensomme, når de er sammen. Ikke mindst ude på de vilde bølger er to sjæle i samme båd lykken!
fortsæt med at læse
