For et tiår siden satte instruktøren Jessica Nettelbladt en seddel op i et fixerum i Malmø. På sedlen stod, at hun søgte en kvinde med svær misbrugsproblematik og mod på at dele sin historie.
Flere kvinder kontaktede Jessica Nettelbladt, men dukkede aldrig op til de aftaler, hun lavede med dem. Det var anderledes, da Monalisa ringede efter nogle uger, siger Jessica Nettelbladt:
»Hun ville gerne møde mig for at se, om det føltes rigtigt for hende at være med. Jeg tog derhen, hvor hun var, og hele aftenen snakkede vi om livet, spillede yatzy, spiste kanelboller og havde en fin kontakt. Siden bestemte vi os for at lave denne her film«.
Filmen ’Monalisa Story’ følger Monalisas op- og nedture gennem otte år. Bortset fra at hendes efternavn ikke optræder, lægges det meste i hendes liv frem. Hun blev født med abstinenser, fordi hendes mor var narkoman. Sammen med sin lillebror voksede hun op hos en kærlig plejefamilie og fik både uddannelse og to børn, inden hun efter sin lillebrors tidlige død blev ramt af en depression og kom ud i et eskalerende misbrug af heroin og piller.
LÆS OGSÅ Cannesbelønnet film beviser, at døden er ikke ren underholdning
Hun valgte at lade sine børn anbringe i en plejefamilie og fortsat have kontakt med dem, men ikke have ansvaret for dem. I Jessica Nettelbladts dokumentar er Monalisas savn af børnene og sorg over ikke at kunne være mor for dem en kontinuerlig klangbund i hende gennem de otte år, hvor stoftrangen i perioder flår i hende, gør det nødvendigt for hende at prostituere sig og smadrer forholdet til manden Frederik, som hun elsker, og som også kæmper for at blive clean.
I andre perioder er hun fri af stoffernes fængsel og håbefuld.
»Det var vigtigt for Monalisa, at jeg ville vise hende som menneske og ikke kun som misbruger. Og så var det vigtigt for os begge ikke at fortælle, hvordan tingene bør være. I stedet ønsker vi med filmen at åbne for spørgsmål om, hvordan vi kan drage mere omsorg for mennesker med afhængighedsproblematik og behandle dem bedre. Det har været min drivkraft. Jeg brænder for mennesker, der lever med stigma omkring sig, er udenfor og er udsatte. Jeg synes, det er utrolig vigtigt at lytte til dem«, siger Jessica Nettelbladt.
Monalisas egne ord
Jessica Nettelbladt taler godt på Monalisas og også på andre misbrugeres vegne, når hun snakker om, hvordan en misbruger er et lige så komplekst menneske som alle andre, og hvordan filmen nu bruges til at skabe debat og til undervisning i Sverige.
Monalisa selv giver kun mundtlige interviews, hvis hun kan gøre det sammen med Jessica Nettelbladt. Det er en forståelig beskyttende strategi, hun og instruktøren har lagt i forbindelse med lancering af filmen i medierne. Da det ikke kan lade sig gøre, sender jeg Monalisa en række spørgsmål, som hun svarer på fra det sted på landet uden for Stockholm, hvor hun bor i dag.
Først spørger jeg hende, hvorfor hun reagerede på Jessica Nettelbladts seddel dengang for mange år siden. Hun svarer, at hun så filmprojektet som en mulighed for at fortælle om sin situation og blive taget alvorligt og fortsætter:
»For mig har det mange mange gange været en svær kamp at få den rette behandling og medicinering og få et sted at bo. Og at blive lyttet til. For det er ikke alle, der lytter til en misbruger. Der findes utrolig mange fordomme og stigmatisering. Mange glemmer, at vi også er mennesker«.
Interview: Flugten fra skammenHvilke etiske overvejelser har du haft i forhold til dine børn?
»Når jeg har været syg i mit misbrug, har jeg valgt at tage afstand fra børnene. Jeg elsker dem over alt i universet, men jeg ved, at når jeg er syg, er det ikke godt for dem at være sammen med mig. Og jeg bekymrer mig for dem. Jeg ønsker, at vi kunne tale mere åbent om det her i samfundet, for jeg ved, at mange er i samme situation som jeg. Jeg ville ønske, at der fandtes mange flere indsatser for mødre, der er misbrugere, og at de, der har ansvar for at tage sig anbringelser af børn, arbejdede aktivt med både de biologiske forældre og plejeforældrene. Jeg tror, at det i sidste ende gavner børnene«.
Det fremgår af filmen, at Monalisas børn i modsætning til hende selv ikke er født med abstinenser. Monalisa var ikke misbruger, da hun fødte sine børn. Undersøgelser peger imidlertid på, at er man barn af en misbruger, har man større risiko for selv at blive afhængig. Jeg spørger Monalisa, hvordan hun vil være med til at forhindre, at hendes børn bliver misbrugere.
»Frem for alt ved at være ærlig mod dem. Og ved at lade dem sige det, de føler, og lytte til dem. Ved at lade dem have deres følelser og ved at bekræfte dem så godt, jeg kan. Give dem kærlighed. Jeg tror, at hvis man tilbageholder sandheden om sig selv for sine børn, bliver det mere tillokkende for dem at se, hvad det er, man tilbageholder«.
Tror du, man kan være genetisk disponeret for misbrug?
»Det er meget svært at sige, om det er genetisk eller ej, det er så forskelligt fra menneske til menneske. Men jeg tror, at fødes man med en afhængighed eller vokser op med et misbrug omkring sig, kan der findes en større risiko for, at man selv udvikler en afhængighed«.
'Sameblod' sætter fokus på Sveriges glemte folkSom misbruger skal man altid have i tankerne, at tager man bare en lille smule af sit stof, er stoffet godt i gang med at få hele overtaget igen. Det vises i ’Monalisa Story’, hvor Monalisa igen og igen har tilbagefald. At røbe filmens slutning vil ikke være fair over for dem, der skal se den, når den i næste uge har dansk premiere. Omvendt er det urimeligt over for Monalisa ikke at fortælle, at der også er sket så meget godt i hendes liv, siden den dag hun tog Jessica Nettelbladts seddel fra fixerummet.
Hvordan har det været at se den færdige film?
»Det var følsomt og bevægende. Filmen er meget god, og jeg ser på den indimellem, når jeg har brug for at vække mig selv. Hvis jeg har stoftrang og har brug for at blive mindet om, hvad det faktisk indebærer. Nogle gange er jeg nødt til at se den flere gange«.
Monalisa vises på DR2 torsdag 22. september kl. 23 og kan streames på DR bagefter.
fortsæt med at læse
