Filminstruktør Birger Larsen er død: En helt særlig og selvlært personinstruktør

Lyt til artiklen

Filminstruktøren Birger Larsen er død, blot 54 år gammel.

Så sent som 6. oktober i år havde den nyeste af hans film premiere.

Siden den dag har man kunnet se ’Klassefesten 3’ i biograferne, og Birger Larsen var instruktøren bag den. Det var hans første arbejde med filmføljetonen ’Klassefesten’, der aldrig har begejstret anmelderne, men til gengæld i den grad trækker folk i biografen. Om ’Klassefesten 3’ bemærkede Politikens filmredaktør Kim Skotte i øvrigt, at »veteranen Birger Larsen har satset på at få mere skuespil ud af Anders W. Berthelsen, og det løfter gevaldigt«.

Den tredje klassefest er bedst

Det bliver nu næppe instruktionen af ’Klassefesten 3’, som Birger Larsen især vil blive husket for. Blandt hans betydeligt større præstationer er den humanistiske, Robert-belønnede børnefilm ’Superbror’ fra 2009 og hans tidlige børne- og ungdomsfilm ’Lad isbjørnene danse’ og ’Karlsvognen’ fra henholdsvis 1990 og 1992.

Både Robert og Bodil

Begge film byggede på romaner af Ulf Stark, og den svenske forfatters menneskekendskab og indbildningskraft blev i ’Lad isbjørnene danse’ smukt overført til Birger Larsens film om en 12-årig dreng midt i forældrenes skilsmisse.

For den film modtog Birger Larsen både en Robert og en Bodil. I 1998 blev Birger Larsen sammen med producenten Thomas Lydholm nomineret til en Oscar for den fine kortfilm ’Skal vi være kærester?’ om uskyldig kærlighed mellem to børn. Han var en god personinstruktør og havde særligt stort talent for at arbejde med børn.

Birger Larsen lagde sit væsen i de mange værker, han arbejdede med, fra det øjeblik han som 15-årig knægt på en ungdomsskole i hjembyen Hvidovre tilfældigvis blev opdaget af instruktøren Søren Kragh-Jacobsen og fik hovedrollen i den i dag ikoniske ungdomsfilm ’Vil du se min smukke navle’ fra 1978.

Fik aldrig en filmuddannelse

Oplevelsen betød, at han viede sit arbejdsliv til at arbejde med film. Uden nogensinde at blive uddannet inden for faget. Han fik afslag, da han søgte om optagelse på Filmskolen. I stedet fik han i sine yngre år en masse erfaring gennem at arbejde på andres værker. Blandt andet var han i 1988 instruktørassistent på Søren Kragh-Jacobsens ’Skyggen af Emma’ og ’Guldregn’.

Fra 1997 arbejdede han hyppigt med tv-serier. Han instruerede væsentlige afsnit af ’Nikolaj og Julie’, der havde premiere på DR i 2002. Serien modtog en Emmy. Nogle år senere var han konceptuerende instruktør bag 'Forbrydelsen’, som havde premiere i 2007, blev en enorm succes også i udlandet og var begyndelsen på nordic noir-bølgen inden for tv-serier. I 2011 modtog bl.a. Birger Larsen den eftertragtede engelske Bafta-pris for 'Forbrydelsen’. To år senere fik han igen en Bafta-pris. Denne gang for sit arbejde som konceptuerende instruktør på den roste britiske tv-serie ’Murder’.

Umiddelbart kan det synes, som om der er langt fra psykologiske børnefilm til dramatiske krimier, men for Birger Larsen selv var afstanden overskuelig, sagde han selv i interview i Politiken i 2009:

»Det er blevet min niche. Enten laver jeg børnefilm, eller også laver jeg virkelig hardcore thrillere. Jeg trives supergodt med begge dele, og jeg synes, at det er lige så spændende at lave suspense og ’hu hej, vilde dyr’ som at lave en børnefilm«.

LÆS INTERVIEWET

Instruktør: Der mangler mirakler i danske børnefilm

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her