Alle vil vi fred. Siger vi. Men Hollywoods filmstudier har det alligevel ligesom DR 2 for et par år siden: De bliver aldrig færdige med Krigen. Altså Anden Verdenskrig. Og da slet ikke, så længe der stadig, fra fronterne rundt om i verden, bliver sendt unge amerikanske mænd hjem, invalideret på sind og krop eller i lukkede plastiksække. Berettigelsen af dette fortløbende tab af liv må diskuteres, forsvares måske. De aktuelle nationale og humanitære paradokser belyses uundgåeligt med hver ny storfilm om den sidste store, ’retfærdige krig’.

Så Spielberg lavede ’Saving Private Ryan’, og Clint Eastwood betragtede amerikanernes legendariske flagrejsning på den østligste japanske forpost, øen Iwo Jima, fra begge sider af fronten i hhv. ’Letters from Iwo Jima’ og ’Flags of Our Fathers’. Og nu får Mel Gibson så sit instruktør-comeback , ikke mindre bloddryppende end hans maya-ofringer i ’Apocalypto’ for ti år siden, og ikke mindre dobbeltmoralsk end det fromme lidelsespornografiske i ’The Passion of the Christ’ endnu to år tidligere.

Den retfærdige krig

’Hacksaw Ridge’ er den »sande historie« om bondesønnen Desmond Doss, der både var patriot – og pacifist. Som troende syvendedagsadventist nægtede han at bære våben, men som oprigtig patriot var han tilhænger af ’amerikanske værdier’ som frihed og lighed. Hans far led af posttraumatisk stress og alkoholisme efter Første Verdenskrig og var voldelig over for både kone og sønner. Men som ung patriot insisterede Desmond alligevel på at komme til fronten – bare som sygehjælper. Og for den indsats på slagmarken, netop på Hacksaw Ridge, fik han siden Kongressens Medal of Honour som den eneste ’våbennægter’ nogensinde.

En hacksaw er en nedstryger, og i betragtning af hvordan denne høje klippeskrænt gjorde det af med bataljon efter bataljon i full metal jackets, kan lokalitetens amerikanske navn ikke undre. Japanerne må have kaldt den noget andet, for den ligger på den sydvestjapanske ø Okinawa, de amerikanske stillehavsstyrkers næste mål efter Iwo Jima.

Men Gibson ser ikke kampen med japanske øjne eller navne. Som i slet ikke.

Selv da en japansk officers harakiri og halshugning klippes ind i et kort glimt, fremstår det netop så uforberedt, uforklaret og fremmedartet, at aflivningen paradoksalt kan opleves som en sejr.

Eksemplet antyder filmens indbyggede selvmodsigelse: På den ene side skal vi identificere os med de amerikanere, Desmond redder i snesevis som sygehjælper.

Selv da hans bataljon er slået tilbage, bliver han og kravler i en lang, enerverende sekvens fra granathul til granathul, finder sårede kammerater og redder deres liv.

Men bag de ubegribeligt og modbydeligt virkelighedstro slagsceners hvirvel af løse lemmer og indvolde af de kammerater, vi har lært at kende, ser vi angrebsbølger af japanere falde i hobetal. Anonyme. Den retfærdige krig.

På den anden side skal vi altså leve os ind i unge Desmonds standhaftigt overbeviste modvilje mod at tage livet af nogen eller noget (vegetar er han også). Og det gør vi.

Andrew Garfield brænder stærkt igennem, næsten som en ung, livsglad og lidt troskyldig Tom Hanks, der elsker sin kønne Dorothy (Teresa Palmer) i den lange, lyse optakt før infernoet.

Men til fronten vil han, ligesom alle andre unge mænd, og det selv om brutalt mobberi fra kammerater, officerer, ja, selv en krigsret skal tvinge ham til at makke ret og lære våbenhåndtering – ved fronten kan alt jo afhænge af, om sidemanden kan det. Men han står prøvelserne igennem og bevarer ’hjertets renhed og det at ville’, som det hed.

Blændende skuespil mellem far og søn

’Hacksaw Ridge’ er visuelt og produktionsteknisk imponerende lavet, den bygger sin altafgørende hovedfigur troværdigt op, og foruden det unge par præsterer især Hugo Weaving som Desmonds far skuespil i særklasse. Både ham og Garfield kan vi få at se som oscarkandidater. Men selv om kernehistorien i grunden er så enkel som et eventyr om en ung mand, der gik ud i verden, er dens grundkonflikt mellem patriotisme og pacifisme jo uløselig på samfundsniveau.

Desmond Doss finder sin personlige løsning og holder sig ’ren’ midt i denne sanseløse, statsautoriserede masseovertrædelse af det femte bud (som han jo så alligevel bidrager til ved at yde tropperne hjælp). Men gør denne individuelle undtagelse så den beskidte krig ren? Eller den særlige gesjæft at skabe masseunderholdning af den?

Trods engagementet undervejs og den uundgåelige sympati for den unge helt sidder jeg tilbage med en modvilje mod filmen. Men skyldes det, at filmen er dobbeltmoralsk, eller bare at den tvinger mig til at tage stilling til et dilemma, der ikke findes nogen tilfredsstillende udvej af?

[tv-1]