Da det blev meldt ud, at nu kom der en stort opsat serie om den engelske dronning Elizabeth II’s liv og levned fra hendes bryllup med græskfødte prins Philip i 1947 og videre frem, tænkte undertegnede, at det var da lige, hvad verden stod og manglede.
Men efter at have stiftet fyldigt bekendtskab med den må jeg sige, at hold da så meget fast, hvor er det netop, hvad vi har brug for her i den sene del af efteråret. For det er formidabelt flot underholdning af den solide slags, hvor uniformsdetaljerne er helt i orden, og hvor de bedste engelsktalende skuespillere serverer deres roller på pletfri sølvfade og tallerkner af Wedgwood-porcelæn. Håndmalede forstås.




























