Italieneren Umberto Eco, en af den moderne skurkologis grundlæggere, har opfundet det manikæistiske parameter. Manikæismen var en urkristen religion, som opdelte verden i en slagmark mellem Gud og Fanden, det onde og det gode.
I sit skelsættende essay ’Fortællestrukturerne hos Ian Fleming’ fra 1965 taler Eco om en slags gradbøjet skurkeskala, hvor nogen så at sige er bedre skurke end andre på en satanisk skala. Der er de klassiske, syntetiske skurke, som er onde for ondskabens egen skyld. Nogle gange mærket af en tåget hændelse med en fjern ikke-freudiansk og uspecificeret baggrund.




























