Lyt til artiklen
Til daglig bliver den overdøvet af superhelte og stjernekrigere, men amerikansk film har faktisk en slidstærk realistisk tradition. Også selv om virkeligheden som subgenre bliver fortrængt til multiplexbiografens mørkeste afkrog, når den ikke lige bliver pudset af til filmfest hjemme hos Oscar eller hyldet på Sundance.
Det er typisk en realisme, der ikke er politisk orienteret som hos Ken Loach eller Dardenne-brødrene, men faktisk heller ikke er så demonstrativt genrebevidst som det realistiske drama, man med Susanne Bier i front har opdyrket i Skandinavien. Som når en Debra Granik i white trash-filmen ’Winter’s Bone’ fokuserer mere på karakter- og miljøportræt end på det narkodrama, filmen faktisk også er.
