Lyt til artiklen
Simpelthen bragende godt. Og overlegent på en sjov og kommenterende måde.
For ikke alene havde Trine Dyrholm instrueret sig selv og de andre medvirkende på den mest fortræffelige måde; hun pegede også på den kendsgerning med en elegant piruet, da hun i slutningen af afsnittet først stod i et centralt skudt billede med blodrøde striber i sit hår og herretøj som en anden feminin inkarnation af David Bowies tynde hvide hertug fra 1970’erne og siden hentede en klapstol, som hun satte sig tilrette i, så hun i ro og mag kunne overvåge og nyde kulminationen på den kunstinstallation, afsnittet handlede om.
