Hvad du synes om serien?
»Lena Dunham er helt fantastisk og pissedygtig til at skrive, instruere og spille. Det er både superunderholdende og lettilgængeligt, og samtidig er det klogt og interessant tænkt. Så det er virkelig en god blanding. Selvfølgelig var det mest i første sæson, at jeg tænkte: Hvor er det friskt og nyt! Den kan ikke overraske på samme måde hele tiden«.
Har ’Girls’ rykket ved noget kulturelt?
»Jeg ved, at hun har været meget kritiseret af amerikanske feministiske fraktioner. Dels, fordi der ikke var så meget etnisk mangfoldighed, dels, fordi hendes kvindelige figurer er meget lidt kompetente, i forhold til hvad hun selv kan. Altså Lena Dunham kan skrive, spille og instruere en serie, og figuren Hannah kan ikke en gang skrive en novelle. Men den kritik, synes jeg, er helt misforstået, i forhold til hvad fiktion er. At se på, at meget kompetente mennesker løser svære opgaver på en fed måde, er der ikke nogen, der gider at se på. Det er der ikke drama i«.
»Det største feministiske statement i det er, når skærmen går i sort efter et afsnit, og der står ’written by’, ’produced by’, ’played by’, og navnet ikke skifter. Det er det, der er det fede. Ligesom ’Bridesmaids’, der har gjort meget for kvinders placering og muligheder i Hollywood, rykker det noget, når en serie som ’Girls’ bliver et kommercielt hit. Det rykker noget ved, hvad kvinder får mulighed for i branchen«.
Hvad synes du, Dunham er god til?
»Dunham har en spændende måde at skildre sexscenerne på, fordi hun lader handlingen fortsætte ind i sexscenen. Traditionelt kører handlingen derudad, og når det kommer til sex, zoomer kameraet ind på pejsen, et tog kører ind i en tunnel, eller en champagneflaske popper. I virkeligheden foregår der jo alt muligt, når man har sex. Konflikten fortsætter, forelskelsen fortsætter, og der er alle mulige vendepunkter i det«.
Er der et konkret eksempel på, hvordan serien har sat aftryk på dit arbejde?
»Helt klart. Der er for eksempel ikke nogen intro til ’Girls’. Der kommer bare et skilt på, og så er det i gang. Man behøver altså ikke en sang og se alle dem, man glæder sig til – sådan ’nå, der er Ross, hey Rachel’. Det, synes jeg, er superfriskt. Så det gjorde jeg også i ’Lillemand’, og det var helt klart, fordi jeg havde set ’Girls’. Jeg havde det sådan: Vi har 24,5 minutter, lad os nu bare komme i gang«.
Hitserien 'Girls' er et vanvittigt underholdende generationsportrætHar du en yndlingsscene fra serien?
»Jeg kan virkelig godt lide det afsnit, hvor hendes bedstemor dør. Det er ret fantastisk. Hun får at vide, at hendes bedstemor er syg, og så tager hun af sted for at sige farvel. Det er sådan et familieafsnit, hvor de alle er samlet og forbereder sig på, at bedstemor dør – og så overlever hun! Så de skal trække alt det, de har sagt og tænkt, tilbage. Alt det praktiske med, hvad der skal ske med huset og alt det, og få det fejet ind under gulvtæppet igen«.
»Hannah tager tilbage til New York, men da hun står af metroen og trisser af sted ned ad gaden, bliver hun ringet op af sin mor. Bedstemor er død. Den slutning! Fuck, det var godt set. Den scene er så stærk og tvister det hele. Så bliver det nemlig ikke sentimentalt. En kølig slutning. Det kunne jeg godt lide«.
fortsæt med at læse
