Allerede til næste år kan danske tv-seere forlyste sig med en serieudgave af den afdøde forfatter Jakob Ejersbos roman ’Liberty’. Romanen, der er afsluttende bind i den posthumt udgivne Afrika-trilogi fra 2009, er nemlig blevet købt til filmatisering af DR Drama.
Det oplyser dramachef Piv Bernth i en pressemeddelelse, og hun tilføjer, at det er første gang, DR Drama laver noget efter romanforlæg. Alle tidligere DR Drama-produktioner har været original tv-dramatik, siger hun. (Og overser dermed Hella Joofs versionering af Ben Q. Holms ’Album’ fra 2002, baseret på Bo Hr. Hansens manuskript).




























