0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Skæve og quirky tv-personligheder er det nye sort

Temmelig meget til en side er de, visse af vore dages fiktive film- og tv-personer. Ikke entydigt onde eller gode, men uhyre menneskelige. Idiosynkratiske, selvoptagede, barnagtige og skæve. De spejler tiden, og den er på mange måder quirky – skør, egensindig og meget pudsig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Fra serien
Foto: Fra serien

Jeffrey Tambor i serien ’Transparent’.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en forslidt sandhed at sige, at vores fiktioner fortæller noget om, hvem vi er, og at kunsten og populærkulturen spejler virkeligheden. For det ved vi godt; det har Holger Fortolker og Anna Lyse tudet os ørerne fulde af, lige siden vi kunne synge med på ’Lille Peter Edderkop’ og forstå, at den kravlende spindler er et billede på menneskelig ukuelighed og livsvilje. Men indimellem tegner der sig et mønster, et tidens tern, hvor en større gruppe af eksempelvis film eller sange eller adfærdsmønstre kommer til at definere tiden på en sådan måde, at det giver mening for kulturanalytikere at fremkomme med en overordnet betegnelse, en slags tidsåndens etikette eller emblem.

Det var en sådan bestræbelse, den amerikanske forfatter Susan Sontag var ude i, da hun i 1964 i det venstreorienterede Partisan Review offentliggjorde sin skelsættende tekst ’Notes on Camp’, der fangede den kitschede og ubekymrede Zeitgeist, som fik så mangeartede udtryk såvel i USA som i resten af verden. Hun var ikke i stand til på stringent akademisk maner at definere, hvad camp var for en størrelse, men hun kunne give en hulens bunke gode eksempler. Blandt andet at camp er at sætte alting i anførselstegn, således at en lampe er ’en lampe’, og en kvinde er ’en kvinde’, fordi det hele er en konstruktion, og vi alle spiller roller og forstår ting gennem sprogets system af forskelle og konventioner. Og det er jo en fuldgod erstatning, når man skal anskueliggøre, at der faktisk er noget om snakken. At man har taget hul på et nyt æstetisk paradigme.

Den amerikanske filmforsker James MacDowell har også set en bestemt æstetik tage form på filmfronten. Eller rettere, indledningsvis har han bemærket sig, at den journalistiske filmkritik i den angelsaksiske verden for en håndfuld år siden begyndte at anvende begrebet quirky om visse film. Og de film, der får klistret dette adjektiv på, som på dansk bedste kan oversættes til ’finurlig’, er karakteriseret ved en række fællestræk, men først og fremmest ved at præsentere os for personer, der ikke reagerer helt almindeligt, som har andre grænser og normer end de gængse og hævdvundne – samt at de dyrker en æstetik, der hverken er pænhedens eller anonymitetens.

Quirky er et fænomen, som camp var det i sin tid, hævder MacDowell. Det vil sige, at det er forholdsvis genkendeligt, men ikke desto mindre udefinerbart. En stemning, en tone, en stil. Han sammenligner det med den kultdyrkede ’film noir’, som ingen rigtig heller kan blive enige om en præcis redegørelse for, hvad er. For er det en bestemt æstetik, der har at gøre med brugen af lys og skygge og en påvirkning fra den tyske ekspressionisme? Er det en bestemt verdensanskuelse, der vil vide, at man ikke kan ændre sin skæbne, og at der ikke findes gratis frokoster? Eller er det en bestemt filmisk fremstilling af den seksuelle passions farlighed?

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«