Det er en forslidt sandhed at sige, at vores fiktioner fortæller noget om, hvem vi er, og at kunsten og populærkulturen spejler virkeligheden. For det ved vi godt; det har Holger Fortolker og Anna Lyse tudet os ørerne fulde af, lige siden vi kunne synge med på ’Lille Peter Edderkop’ og forstå, at den kravlende spindler er et billede på menneskelig ukuelighed og livsvilje. Men indimellem tegner der sig et mønster, et tidens tern, hvor en større gruppe af eksempelvis film eller sange eller adfærdsmønstre kommer til at definere tiden på en sådan måde, at det giver mening for kulturanalytikere at fremkomme med en overordnet betegnelse, en slags tidsåndens etikette eller emblem.
Det var en sådan bestræbelse, den amerikanske forfatter Susan Sontag var ude i, da hun i 1964 i det venstreorienterede Partisan Review offentliggjorde sin skelsættende tekst ’Notes on Camp’, der fangede den kitschede og ubekymrede Zeitgeist, som fik så mangeartede udtryk såvel i USA som i resten af verden. Hun var ikke i stand til på stringent akademisk maner at definere, hvad camp var for en størrelse, men hun kunne give en hulens bunke gode eksempler. Blandt andet at camp er at sætte alting i anførselstegn, således at en lampe er ’en lampe’, og en kvinde er ’en kvinde’, fordi det hele er en konstruktion, og vi alle spiller roller og forstår ting gennem sprogets system af forskelle og konventioner. Og det er jo en fuldgod erstatning, når man skal anskueliggøre, at der faktisk er noget om snakken. At man har taget hul på et nyt æstetisk paradigme.
Den amerikanske filmforsker James MacDowell har også set en bestemt æstetik tage form på filmfronten. Eller rettere, indledningsvis har han bemærket sig, at den journalistiske filmkritik i den angelsaksiske verden for en håndfuld år siden begyndte at anvende begrebet quirky om visse film. Og de film, der får klistret dette adjektiv på, som på dansk bedste kan oversættes til ’finurlig’, er karakteriseret ved en række fællestræk, men først og fremmest ved at præsentere os for personer, der ikke reagerer helt almindeligt, som har andre grænser og normer end de gængse og hævdvundne – samt at de dyrker en æstetik, der hverken er pænhedens eller anonymitetens.
Quirky er et fænomen, som camp var det i sin tid, hævder MacDowell. Det vil sige, at det er forholdsvis genkendeligt, men ikke desto mindre udefinerbart. En stemning, en tone, en stil. Han sammenligner det med den kultdyrkede ’film noir’, som ingen rigtig heller kan blive enige om en præcis redegørelse for, hvad er. For er det en bestemt æstetik, der har at gøre med brugen af lys og skygge og en påvirkning fra den tyske ekspressionisme? Er det en bestemt verdensanskuelse, der vil vide, at man ikke kan ændre sin skæbne, og at der ikke findes gratis frokoster? Eller er det en bestemt filmisk fremstilling af den seksuelle passions farlighed?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
