Det er en forslidt sandhed at sige, at vores fiktioner fortæller noget om, hvem vi er, og at kunsten og populærkulturen spejler virkeligheden. For det ved vi godt; det har Holger Fortolker og Anna Lyse tudet os ørerne fulde af, lige siden vi kunne synge med på ’Lille Peter Edderkop’ og forstå, at den kravlende spindler er et billede på menneskelig ukuelighed og livsvilje. Men indimellem tegner der sig et mønster, et tidens tern, hvor en større gruppe af eksempelvis film eller sange eller adfærdsmønstre kommer til at definere tiden på en sådan måde, at det giver mening for kulturanalytikere at fremkomme med en overordnet betegnelse, en slags tidsåndens etikette eller emblem.
Det var en sådan bestræbelse, den amerikanske forfatter Susan Sontag var ude i, da hun i 1964 i det venstreorienterede Partisan Review offentliggjorde sin skelsættende tekst ’Notes on Camp’, der fangede den kitschede og ubekymrede Zeitgeist, som fik så mangeartede udtryk såvel i USA som i resten af verden. Hun var ikke i stand til på stringent akademisk maner at definere, hvad camp var for en størrelse, men hun kunne give en hulens bunke gode eksempler. Blandt andet at camp er at sætte alting i anførselstegn, således at en lampe er ’en lampe’, og en kvinde er ’en kvinde’, fordi det hele er en konstruktion, og vi alle spiller roller og forstår ting gennem sprogets system af forskelle og konventioner. Og det er jo en fuldgod erstatning, når man skal anskueliggøre, at der faktisk er noget om snakken. At man har taget hul på et nyt æstetisk paradigme.
