Eurovision er udfordret af homohad og storpolitik

Danske Anja deltager med sangen "Where I Am", der er blevet spået gode chancer.
Danske Anja deltager med sangen "Where I Am", der er blevet spået gode chancer.
Lyt til artiklen

Semifinalerne til det internationale melodi grandprix løber af stablen 9. og 11. maj. Det er 62. gang, at landene skal dyste om vindertrofæet og den ære, det er, at stå for hele molevitten i 2018. Sidste år løb Ukraine med sejren og skal derfor i år agere værtsland for den farverige musikkonkurrence.

Dette års Eurovision Song Contest adskiller sig på tre punkter fra de forrige år.

1. Diskrimination i Ukraine

Først og fremmest er Ukraine et forholdsvis konservativt land, når det kommer til homoseksuelles rettigheder. Og da melodigrandprixet nyder stor opbakning fra det homoseksuelle miljø, kan det komme til at spille en rolle i forhold til dette års festligheder. Udenrigsministeriet har været ude på deres hjemmeside med en advarsel, der henvender sig til homoseksuelle, som planlægger at tage til Ukraine for at deltage i festlighederne.

»Diskriminering på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet er et problem i Ukraine, og medlemmer af LGBT-samfundet er udsat for chikane, trusler og vold. Vi råder derfor til, at man begrænser fysiske kærtegn i offentligheden. Vær særligt opmærksom på dette i Kijevs forstæder«, skriver ministeriet på sin hjemmeside og i en folder, som den danske delegation har fået med sig til Kijev.

På trods af at en stor del af publikummet til det internationale melodigrandprix er homoseksuelle, mener Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR, dog ikke, at Ukraines strenge syn på homoseksuelle får betydning for dette års melodigrandprix.

»Jeg tror og håber ikke, at det får betydning. Melodigrandprix er ikke en politisk ting, det burde det i hvert fald ikke være. Derfor skal man ikke bruge melodigrandprixet som anledning til at demonstrere og lave politiske handlinger, fordi det går stik imod det, som grandprixet er«, siger han.

Og dette års slogan – eller ’tagline’ – tyder da også på, at alle er velkomne til at tage del i festen.

»Hvert år er der en tagline for det internationale melodigrandprix. Da vi lavede det i Danmark, var det ’Join Us’, og i år er det ’Celebrate diversity’. Det er det ukrainske hold – dem, der laver showet – der har valgt den tagline. Og den står over hele byen, på bussen og alle steder, man kommer«, siger Jan Lagermand Lundme.

2. Ukraine og Ruslands forhold

En anden problematik, der kendetegner dette års grandprix, er det anspændte forhold mellem Ukraine og Rusland.

Ukraine har nemlig nægtet Ruslands deltager, Yulia Samoylova, adgang, fordi hun i 2015 optrådte på den ukrainske halvø Krim. Efterfølgende har arrangørerne tilbudt Rusland at finde en anden kunstner eller at sende deres bidrag via satellit.

Rusland har afvist begge dele og nægter nu at sende showet på russisk tv. Derfor er Rusland nu officielt blevet udelukket af dette års Eurovision. Hvis man ikke sender showet, kan man nemlig ikke deltage i konkurrencen.

3. Danmarks gode vinderchancer

Det danske bidrag til konkurrencen i år er den 21-årige Anja Nissen, som skal synge sangen ’Where I Am’.

Og de internationale bookmakere er enige om, at det danske bidrag i modsætning til det sidste par år vil nå langt. Sidste år hed det danske bidrag ’Soldiers of Love’ og blev fremført af Lighthouse X, men ligesom året inden fik det ikke nogen videre succes. Anja Nissen er spået en 11.-plads i finalen.

Anna Mucha Økjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her