To af Frankrigs største kunstnere, digteren Émile Zola (1840-1902) og maleren Paul Cézanne (1839-1906), var barndomsvenner, den første som søn af en ubemidlet enke, den anden velhaverbarn.

De mærkede allerede som otteårige skoledrenge i Aix-en-Provence historiens vingesus: »Europa over rejste de undertrykte Folk sig ... Forestillinger som Frihed, Parlament, national Enhed, Pressefrihed, Republik var dem tryllende Magter; blot de nævnte disse Ord, bankede deres Hjerter som en Ynglings ved det pludselige Syn af den Tilbedte«.