De bager kager og sælger dem. De forelsker sig og lærer at kysse. De elsker at synge, selv om de ikke har en tone i livet. Alt sammen skal de lære at blive bedre til på en skole, som vil lære dem alt det vigtige i livet.
Det er den livsbekræftende side af den chilenske dokumentarfilm ’The Grown-Ups’, som pudsigt nok hedder ’Los Niños’ på spansk. Børn er blevet forvandlet til voksne i oversættelsen fra spansk til engelsk, og den dobbelthed er i virkeligheden central for filmens problematik.
Hovedpersonerne i Maite Alberdis dokumentarfilm er nemlig elever på en skole for mennesker med Downs syndrom. En skole, der ikke bare vil passe på eleverne og opbevare dem, men også vil give dem læring til livet. Lærerinden Patty knokler på for at forberede dem på et liv uden for skolen, men livet uden for skolen findes ikke. I hvert fald ikke, hvis eleverne insisterer på at leve som voksne mennesker.
De er fanget i dobbeltrollen som børn, der er blevet voksne. De efterhånden gamle skoleelever tænker og føler som børn og voksne på samme tid. Dilemmaet udkrystalliseres i historien om Andrés og Ana Maria med kælenavnet Anita. De er efterhånden så godt oppe i årene, at de føler sig voksne. Nu vil de giftes, men i Chile kan man ikke blive gift, hvis man har Downs syndrom.
På et tidspunkt er de kommet så vidt som til at ligge under dynen i samme seng. Men så kommer Anitas mor og henter hende. Scenen, hvor Anita efterfølgende prøver at løsrive sig fra sin absolut uforstående mor, der insisterer på at fastholde sin midaldrende datter i rollen som barn, er virkelig hjerteskærende. Også Andrés’ søskende lugter lunten og tager ham ud af betalingsskolen, som han så ikke har råd til at gå i.
Det hele er godt nok i Matthesen-dokumentarEn tragisk kærlighedshistorie, som kun bliver mere tragisk af, at lærerne på skolen under kampråbet »Bevidste Voksne!« nærmest har banket ind i hovedet på eleverne, at et normalt liv er en mulighed. Men har glemt at tjekke, om det normale liv nu også vil tillade dens slags.
Indlæringen til det normale liv er vigtig, men har været en forberedelse til en umulig drøm.
Filmen lever finest i sine mange portrætscener af den skeløjede Ricardo, den generte kæmpe Dany og den kærlighedshungrende Rita, der fejrer et brag af en børnefødselsdag 45 år gammel.
Det er dobbeltblikket, som gør filmen værd at se. Hvad er det bedste for disse voksne børn? Det er slet ikke så let at sige.
Hvad man kan konstatere, er, at er det svært at blive ældre for ’normale’ mennesker, så er det i hvert fald ikke lettere for mænd og kvinder med Downs syndrom, der bliver ved at blive behandlet som børn, uanset om håret bliver gråt, og menstruationen ophører.
Billedsiden er ikke specielt opfindsom, og den mindre behagelige side af filmen er den indimellem påtrængende fornemmelse af, at mange scener er dramatiserede og iscenesatte på en måde, så man følelsesmæssigt kommer meget, meget tæt på nogle mennesker, der ikke selv har nogen fornemmelse for at sige fra.
fortsæt med at læse
