Ifølge ordbogen er namedropping »det at slynge om sig med navne (især på berømte personer) for at imponere tilhørerne«.
Namedropping kan ses som udtryk for en irriterende bezzerwizzerkultur, men at namedroppe er også en omgangsform og en måde at danne fællesskab på. I populærkulturen fungerer de mange henvisninger til kultur som identitetsmarkører, vi kan spejle os i.
Den omdiskuterede roman ’I Love Dick’ er et af de bedste eksempler på namedropping, der udvider fiktionens horisont for seerne og smelter den sammen med virkeligheden. ’I Love Dick’ er for nylig udkommet som tv-serie på Amazon. Nu kan man nemlig ikke blot impulskøbe sig fattig i bøger og andre former for fiktionsnarkotikum, man kan også på Amazon se en ny håndfuld dugfriske velproducerede serier.
5 hjerter: Hun er virkelig vild med Dick, og det er fremragendeKathryn Hahn spiller hovedrollen som Chris, og Kevin Bacon spiller hendes crush, eller offer, om man vil, Dick.
Romanen ’I Love Dick’ er ud over at være et af de mest originale portrætter af den håbløse forelskelse et overflødighedshorn af henvisninger til kunst, kønsteori og kultur. De to hovedpersoner, akademikeren Sylvère og filmskaberen Chris, snakker om alt fra Henry James og Søren Kierkegaard til The Ramones og feministiske heltinder som Eleanor Antin og Hannah Wilk.
I Jill Soloways serieversion er det musik og videoværker af kvindelige kunstnere, der fylder mest. I hver scene kan man køre sin mus hen over skærmen og se, hvilke skuespillere der medvirker i serien, og få opklaret, hvilken sang der spilles i baggrunden.
Vi hører for eksempel den afdøde sangerinde Lhasa de Sela med sangen ’El Desierto’, som fletter sig ind i den lille texanske ørkenby Marfa, hvor serien finder sted.
En hjælpende hånd
Oplysningernes tilstedeværelse kan ses som en overpædagogisk undervurdering af seernes referencerammer. Men det sker ofte, at de amerikanske seriers namedropping går hen over hovedet på især os europæiske seere. Så man kan også se al den namedropping som en gave, der suger seerne helt ind i seriens dna, så vi kan føle os på bølgelængde med de fiktive mennesker, vi er i selskab med.
I løbet af ’I Love Dick’-tv-serien ser vi klip fra videoværker af kvindelige kunstnere, der er i slægtskab med Chris Kraus og de kønsiagttagelser, der præger hendes forfatterskab. Serien foregår i nyere tid, og bogen er fra 1997. Videoværkerne er fra cirka samme æra, som Chris Kraus bog udkom i, og bliver derfor et bindeled mellem bog og serie.
Man kan se videoværkernes tilstedeværelse i tv-serien som dobbelttydig. Værkerne skal få seerne til at begive sig ud og undersøge den kunst, der medvirker i serien. For hvis man for eksempel googler kunstneren Cheryl Donegan, hvis værk ’Head’ fra 1993 dukker op i første klip i 3. afsnit, kommer man også til at læse beskrivelserne af hendes kunst. I disse beskrivelser kan man se, hvordan kvindelige kunstnere og deres værker bliver omtalt ud fra bestemte ideer om, hvad det betyder, når kvinder laver kunst. De ses ofte som erotiske, kønspolitiske eller personlige værker.
Værker, der beskæftiger sig med disse emner, er ikke odiøse, de står bare sjældent højt placeret i kunstverdenens hierarki med undtagelse af navne som Sophie Calle.
’I Love Dick’-serien er en anledning til at dykke ned i den kunst og kultur, der præsenteres i scenerne, og selv reflektere over de teorier, værker og tanker, serien kaster i hovedet på seerne.
fortsæt med at læse
