0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Amazon
Foto: Amazon

’I Love Dick’ (øverst) er fyldt med referencer til andre værker, som man på Amazon kan klikke sig videre til, f.eks. videoværket 'El Desierto’ (th.) af Lhasa de Sela.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: ’I Love Dick’er et arkiv af meningsfuld namedropping

De snakkesalige karakterer i moderne tv-serier er blevet kulturelle fyrtårne, vi kan navigere efter. Et af de bedste nyere eksempler er instruktør Jill Soloways nye tv-serie-udgave af Chris Kraus’ roman ’I Love Dick’.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ifølge ordbogen er namedropping »det at slynge om sig med navne (især på berømte personer) for at imponere tilhørerne«.

Namedropping kan ses som udtryk for en irriterende bezzerwizzerkultur, men at namedroppe er også en omgangsform og en måde at danne fællesskab på. I populærkulturen fungerer de mange henvisninger til kultur som identitetsmarkører, vi kan spejle os i.

Den omdiskuterede roman ’I Love Dick’ er et af de bedste eksempler på namedropping, der udvider fiktionens horisont for seerne og smelter den sammen med virkeligheden. ’I Love Dick’ er for nylig udkommet som tv-serie på Amazon. Nu kan man nemlig ikke blot impulskøbe sig fattig i bøger og andre former for fiktionsnarkotikum, man kan også på Amazon se en ny håndfuld dugfriske velproducerede serier.

Kathryn Hahn spiller hovedrollen som Chris, og Kevin Bacon spiller hendes crush, eller offer, om man vil, Dick.

Romanen ’I Love Dick’ er ud over at være et af de mest originale portrætter af den håbløse forelskelse et overflødighedshorn af henvisninger til kunst, kønsteori og kultur. De to hovedpersoner, akademikeren Sylvère og filmskaberen Chris, snakker om alt fra Henry James og Søren Kierkegaard til The Ramones og feministiske heltinder som Eleanor Antin og Hannah Wilk.

I Jill Soloways serieversion er det musik og videoværker af kvindelige kunstnere, der fylder mest. I hver scene kan man køre sin mus hen over skærmen og se, hvilke skuespillere der medvirker i serien, og få opklaret, hvilken sang der spilles i baggrunden.

Vi hører for eksempel den afdøde sangerinde Lhasa de Sela med sangen ’El Desierto’, som fletter sig ind i den lille texanske ørkenby Marfa, hvor serien finder sted.

En hjælpende hånd

Oplysningernes tilstedeværelse kan ses som en overpædagogisk undervurdering af seernes referencerammer. Men det sker ofte, at de amerikanske seriers namedropping går hen over hovedet på især os europæiske seere. Så man kan også se al den namedropping som en gave, der suger seerne helt ind i seriens dna, så vi kan føle os på bølgelængde med de fiktive mennesker, vi er i selskab med.

I løbet af ’I Love Dick’-tv-serien ser vi klip fra videoværker af kvindelige kunstnere, der er i slægtskab med Chris Kraus og de kønsiagttagelser, der præger hendes forfatterskab. Serien foregår i nyere tid, og bogen er fra 1997. Videoværkerne er fra cirka samme æra, som Chris Kraus bog udkom i, og bliver derfor et bindeled mellem bog og serie.

’I Love Dick’ er fyldt med referencer til andre værker, som man på Amazon kan klikke sig videre til, f.eks. videoværket 'El Desierto’ af Lhasa de Sela.

Man kan se videoværkernes tilstedeværelse i tv-serien som dobbelttydig. Værkerne skal få seerne til at begive sig ud og undersøge den kunst, der medvirker i serien. For hvis man for eksempel googler kunstneren Cheryl Donegan, hvis værk ’Head’ fra 1993 dukker op i første klip i 3. afsnit, kommer man også til at læse beskrivelserne af hendes kunst. I disse beskrivelser kan man se, hvordan kvindelige kunstnere og deres værker bliver omtalt ud fra bestemte ideer om, hvad det betyder, når kvinder laver kunst. De ses ofte som erotiske, kønspolitiske eller personlige værker.

Værker, der beskæftiger sig med disse emner, er ikke odiøse, de står bare sjældent højt placeret i kunstverdenens hierarki med undtagelse af navne som Sophie Calle.

’I Love Dick’-serien er en anledning til at dykke ned i den kunst og kultur, der præsenteres i scenerne, og selv reflektere over de teorier, værker og tanker, serien kaster i hovedet på seerne.

#66: ‘I LOVE DICK’
#66: ‘I LOVE DICK’

Henter…


Læs mere:

Annonce

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene