Vi er så heldige her i Danmark. Og i Sverige er i de også ekstra velsignede. For vi har nemlig kongehuse og kongelige, som vi kan tænke på, når det regner, eller samles om, når vi har brug for det.
Det er simpelt hen bare så fint, at vi har dronning Margrethe og svenskerne Carl Gustav, og når de engang kaldes bort, er der kronprins Frederik og kronprinsesse Victoria til at tage over. Prægtige midaldrende mennesker, som til og med er venner, fordi de deler skæbne: Begge er de født med en guldske i munden og et damoklessværd hængende over deres hoveder.
Skulle vi komme i tvivl om såvel kongehusene som deres medlemmers fortræffeligheder, så har vi for mere end tre milliarder kroner DR til at minde os om det. Og det er også såre skønt. For når så lige de to kommende monarker er på officielt erhvervsfremstød i Sverige, kan man banke en kombineret reportage og kongeportræt sammen, som de ikke kunne have gjort bedre på Billed-Bladet eller Kungliga Magasinet.
Ærbødigt som Korsbæks hr. Schwann stedt foran Maude Varnæs blev der gået til værks med den særligt lavmælte reporterstemme, Poul Jørgensen i sin tid perfektionerede. Tyst som løvfald i skoven. Som om man er bange for at forstyrre de særligt fine mennesker, man rapporterer om.
Endnu et pletskud fra Mette Hybel
I løbet af det svenske besøg skulle barndoms- og hjertevennerne Frederik og Victoria arbejde hårdt, forlød det fra DR’s knalddygtige kulturkorrespondent Mette Hybel.
For det er fandeme ikke for børn at besøge fabrikanter af økologiske varer og smage på blåbæris, tale med arkitekter fra en bæredygtig tegnestue – eller komme på visit i et supermarked med økologiske varer. For slet ikke at tale om kørsel i limousine, spisning af frokost.
Man forstår udmærket, at de blåblodede er nødt til lange pauser mellem den slags strabadserende udflugter.
Mellem de aktuelle dele af eventyret om de kongelige kammerater fik vi historien om deres opvækst og vandreår. Ikke uden problemer. For det er jo ikke selvvalgt sådan at være kongelig med alt til faget hørende, herunder adgang til sportsvogne, rideheste og garderober. Det må man forstå, fik vi fortalt.
Understøttet af eksperter, sjovt nok begge med økonomiske interesser i kongehusets fortsatte eksistens, idet såvel Anette Kokholm som Roger Lundgren lever af at udgive blade med monarkisk materiale som hovedingrediens.
Det er vigtigt med kongehuset, sagde også Dansk Industri. Så fat det dog, folkens. Hvis nogen skulle være i tvivl.




























