Titlens stavefejl er helt bevidst, ligesom titlens totale mangel på forbindelse til den verden, som denne vidunderligt egensindige og konsekvente, glimtvis sort humoristiske og i tre stive timer temmelig frustrerende film foregår i.
For hvorfor vække associationer til solbeskinnede og snedækte bjergtinder i Spanien eller Nord- og Sydamerika, når kameraet først sidder fast i en trafikprop i Bukarests overfyldte gader og derpå næsten klaustrofobisk søger fra dør til dør, fra stue til køkken i en stor og lige så påtrængende overfyldt lejlighed i den rumænske hovedstad?
Der er »ingen dybere forklaring«, siger instruktøren, frontfigur i den ’rumænske nybølge’ sammen med Cristian Mungiu m.fl. »Titlen kom til mig, uden at jeg ved hvordan eller hvorfor. Det er et mysterium. Og livet er fuldt af mysterier«. Ja, koket og selvoptaget ville det klinge, hvis ikke hans film så levende anskueliggjorde netop alle de små mysterier, der binder os til hinanden og den sammenrotning af tilfældigheder, der gør hverdagen til et forhindringsløb og planlægning til en vits.
Som nu optakten her: Efter en formiddags kamp for en p-plads og mundhuggerier om datterens prinsessekostume til et disneyshow i skolen ankommer den godmodige læge Lary og hans kone omsider til familiens mindehøjtidelighed for hans afdøde far.
Men endnu mere forsinket er præsten, der efter græskortodoks skik skal velsigne det fælles måltid. Ventetiden åbner Pandoras kiste af fikse ideer og fortrædeligheder i stort og småt mellem familiens medlemmer: en forstokket kommunisttro tante over for den yngre, men vanekristne værtinde, Larys søster, hvis grundigt udfordrede kontrolsyge så går ud over manden; deres sygeligt jaloux moster, hvis mand dog ganske rigtigt er en sjuft, hvorfor deres søn vælger frivilligt eksil ude på hovedtrappen, skønt han ifølge ritualet skal deltage i måltidet iført afdødes tøj; en udsvævende niece med medbragt junkie-veninde; en fætter med (velunderbyggede!) Charlie Hebdo- og 9/11-konspirationer på hjernen. Osv.
Relationerne mellem dem må vi selv gradvist opsnappe i ventetiden på den fandens præst og hans to-tre lige så sultne livvagter/messetjenere, mens kameraet, behændigt ført af Barbu Balasoiu, skifter fra værelse til værelse og næsten dokumentarisk følger hele tabernaklet i tilsyneladende realtid. På dét punkt ligner det den anden Puiu-film vist i danske biografer, ’Hr. Lazarescus sidste rejse’, Cannes-prisbelønnet i 2006.
Titelfiguren var en fattig mand på ambulanceodyssé fra læge til læge, fra hospital til hospital i et Bukarest lige så afpillet som han selv og med døden som følgesvend. ’Sieranevada’ er 20 minutter længere, familien her mere ved muffen og Bukarest knap så ussel. Men stadig ligner livet imellem os mest af alt tilfældige forsinkelser af døden – hvilket faktisk bliver et bidrag til absurditetens komik.
