Myten om Kong Arthur og Lancelot skal omskrives. Ridderne om det runde bord var i virkeligheden robotter med brede dæk, og Kong Arthur kunne ikke have besejret sakserne i det femte århundrede, hvis ikke troldmanden Merlin havde lavet en pagt med en transformer.
Og Sir Lancelot genopstår, på en måde, 1600 år senere som Mark Wahlberg, der selv virker overrasket, da han står med den legendariske ridders sværd Secace i hånden og nu skal kæmpe mod den invaderende robothær fra Cybertron.
Når man som Michael Bay har kastet sig over sin femte film i Transformers-serien og er elendig til at finde på et plot, kan man godt følge desperationen. Hvad skal det handle om denne gang? Godt nok er der en episode i 80’ernes tegnefilmserie om transformerne, som hed ’A Decepticon Raider in King Arthur's Court’, men på det tidspunkt havde man allerede malket franchisen tynd i tørsten efter nye historier. Og en dårlig idé bliver ikke bedre af at blive gentaget af en fantasiløs instruktør.
I sine mange actionbrag med monsterbudgetter har Michael Bay sjældent formået at file et narrativ skarpere end en bred pensel. Det er vulgærmytologier om patrioter, der trodser reglerne for at redde verden, dvs. USA, med heltemod og tro på mirakuløse udfald af de pompøst opblæste krigsslag, som er Bays eneste claim to fame i en filmindustri, der har gjort computerteknologiens software til en protese for hans megalomane selvforståelse.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
