Som de paranoide altid har sagt: Selv om man har forfølgelsesvanvid, kan der altså godt være nogen efter en. Og de har jo ret. Verden er ikke en fløjlsbeklædt ferielejr, hvor velmenende pædagoger og økonomaer sørger for ens velbefindende og en afbalanceret diæt. De findes derude, skurkene og skurkinderne. Røverne, fidusmagerne. Taskenspillerne og typerne, der kun har en eneste tanke, når de får øje på dig: Hvordan får jeg fingre i det godtroende fjols’ finanser, så det dumme, fårede grin en gang for alle tørres af fjæset og måske forvandles til tragediens maske?
Og det er bestemt ikke blevet bedre med verden generelt, efter at informationsteknologien har tilranet sig en så betydende plads i så godt som al menneskelig interaktion. For også på internettet er der folk, som spekulerer i tvivlsomme metoder og fremgangsmåder, som ganske enkelt er kriminelle. Så det er ikke ufarligt at færdes i cyberspace. Akkurat som i den analoge verden kan man komme grueligt galt af sted.
