Kig lige på Caesar her igen. Ham med ungen på ryggen.
Han er skidesur, det er ikke pointen. Kig på ham igen.
Ja, ind i hans øjne. Helt ind i dem, eller rettere: bagom.
Caesar er dig, han er din nabo. Caesar er mig.
Kig ham i øjnene og ignorér de stride hårbørster: Caesar er en person: Der er kløgt – alt er relativt, kig bare i spejlet – og refleksion i de øjne. Og hvis vi havde valgt et billede af Caesar i fuld højde, ville vi kunne se, at han er velskabt på menneskemåden, 90 procent opretstående og ikke noget med, at håndryggen slæber dorsk hen ad jorden efter ham som hos de mere abelignende aber.
Caesar er man about town, og han holder sig i form. Hans figur, altså fysiske figur, ligner mere John Waynes eller Tommy Lee Jones’ end en af de der testosteronhørmende gorillatyper, vore dages actionfilm er fulde af. Et forholdsvis lavt tyngdepunkt og så brede skridt, at man aner testiklernes maskuline fylde. I en vis belysning ser Caesar allermest ud som Anthony Quinn i rollen som Apache-høvding i en gammel sort-hvid film. Bare uden pandebånd. »Geronimoooo!«.
Til overflod er lederaben også i kontakt med sine følelser. Der skal nærmest intet til at få tårerne til at vælde op i hans øjne. Da filmens hårdkogte menneskeoberst, spillet af Woody Harrelson, fortæller om, hvordan han måtte ofre sin søn, er det Caesar og ikke obersten, der vander høns. »Du er alt for følsom!«, skriger obersten til ham, dybt irriteret, for helt ærligt altså ...
Husdyret ved siden af os i sengen
’Abernes planet’, også de tidligere i serien, der nu tæller tre moderne film, minder om, at de tider, hvor vi omtalte dyr som ’den’, er omme. Det er ikke kun på grund af ’Abernes planet’-filmene, men også fordi vore husdyr sover hos os i sengen, og fordi vi snart ikke har andre tilbage at tale med end dem.
Dyrene er snart de eneste, der ikke går rundt med headset på og næsen begravet i displayet på deres smartphone. Og selv det mest umælende husdyr kan vel hoste op med et svar, der er mere begavet end det gennemsnitsmenneskelige »Ej, helt ærlig’«, »Nederen« eller »Zuper!«.
Caesar, chimpansen, har sin menneskelighed. Han er den vrede militsleder for de oprørske aber, senest i ’Abernes planet: Opgøret’. En mand, tag ikke fejl. Han begyndte sit liv som abe, men i opposition til de stadig mere dehumaniserede mennesker, der har undertrykt ham og øvet vold mod ham og truer kloden med absolut udslettelse, blev han en form for beholder for gammelmenneskelige værdier som empati og omsorg, værdier indkapslet i en ravklump, som er Caesar.
»De vil indse, at vi ikke er barbarer!«, siger Caesar, som burde vide bedre, om de soldater, der følger ham og aberne ind i de dybe skove og efterstræber dem på livet. Interessant nok i øvrigt: Da aberne er lige ved at blive sprængt i stumper og stykker af menneskesoldaterne, og vi stadig er i tvivl om, hvem vi skal holde med, rykker der pludselig assistance ind på scenen i form af et nyt kompagni af svært bevæbnede aber på hesteryg, akkompagneret af – det er ikke løgn – samme messinggjaldende, trompeterende hornmusik, vi er vant til at høre, når kavaleriet rykker i brechen i westernfilm fra 1950’erne.
Aberne er frihedskæmpere, fordi de slås for de værdier, der står nedskrevet i den amerikanske forfatning, i den franske, i den danske. Når man hører kavaleri-musikken, er der noget i én, der skriger: Treason!Højforræderi!
Men kig på billedet igen. Og igen: Glem, at Caesar er så skidesur, det er ikke pointen.
Den unge, Caesar har på ryggen, er – hold nu fast – ingen abeunge. Den er Caesars barn.
Ligesom Caesar kalder sin mage, sin abedame, for »min kone«, kalder han ungerne for »børnene«. Det er selvfølgelig noget heteronormativt kaudervælsk fra Virum og omegn, at også aber skal have ring på og putte deres børn med historier fra de varme lande, men der er med andre ord æ møj awekat tilbage i Caesar. Alligevel fungerer han som en form for retteark for de etisk overordentligt kompromitterede homo sapienser, han kæmper så indædt imod. Han er, postulerer filmen, den natur, den urtilstand for mennesket, generøs og loyal, som vi har vendt ryggen til og slet ikke føler os forankret i længere. For at det ikke skal være løgn, render kujonaben Bad Ape rundt i nogle af scenerne med en strikket hipster-beanie på. Og noget à la en North Face-jakke.
»Jeg er Spartacus!«
I en anden slags film kunne Caesar fikst være gladiatorernes leder, som løser deres lænker og fører dem ud i ørkenen. I en tidligere ’Abernes planet’-film var det Koba, der som en anden Moses førte de frigjorte aber ud i ørkenen på flugt fra Faraos hær. Da de romerske legionærer i filmen ’Spartacus’ forlanger, at oprørslederen Spartacus identificerer sig selv, så de kan korsfæste ham, rejser først Kirk Douglas sig op for at bekende, at han er den formastelige – og dernæst rejser alle bortløbne slaver sig efter tur og siger: »Jeg er Spartacus!«. Alt, hvad man havde behov for at græde ud og drukne i snot i de der tidlige 1960’ere, og der var en del: Cubakrise, politisk heksejagt, m.m., det gav man frit spil under den slutscene i ’Spartacus’.
Det blev nærmest et mundheld i tiden: Jeg er Spartacus. For at signalere solidaritet. Okay, lidt gratis. Ligesom »Attica!« efter fængselsrevolten i 1971 blev et feltråb på gaden, ledsaget af en knytnæve strakt over hovedet. Og så hjem til fjernvarme, burgermad og Rolling Rock.
Men okay, Spartacus er måske også en erstatningsfrelser. Måske er filmens Caesar snarere Jesus Kristus. Da de blænder op for en scene i filmen, der er solnedgangsorange hen over en bakke på den der helt særlige bibelske måde, tænker man straks: »Kun Golgata var så orange!«, en forudsigelse, der holder stik i filmens kontekst.
Sørme om der ikke i allersidste billeder sniger sig en olivengren ind i billedet, og så siger jeg ikke mere.
Vi mangler bare, at nogen vasker nogens fødder.
I en uhyggeligt velresearchet, forskrækkeligt præcis artikel i New York Magazine forleden redegjorde en journalist, efter måneders interview med snesevis af velinformerede forskere, for, at vores klode ikke står til at redde. Både Miami og Bangladesh vil være opslugt af havet, inden århundredet rinder ud, i takt med at polerne smelter, frigives den sorte død og andre udryddede pesttyper, der indtil nu har ligget indefrosset i ismasserne, og om en generation vil vi maksimalt kunne producere halvt så meget føde, som vi gør i dag, til dobbelt så mange mennesker, fordi jorden over store dele af kloden bliver umulig at dyrke afgrøder på.
Og at drivhusgasserne, selv hvis vi stopper brat op med at lede dem ud i atmosfæren, as we speak, forårsager temperaturstigninger på et niveau, at man over store dele af verden får de væsker, vi mestendels består af, til at kogeboble i os.
Det bliver, som New York Times anførte i sin anmeldelse af ’Abernes planet: Opgøret’, nemmere og nemmere »at heppe imod sin egen art«.
Hærværk og pludselig død
Men pointen, den globale overordnede pointe, er selvfølgelig, at det næppe er kloden, vi ødelægger, men kun vore egne muligheder for at overleve på den. Kloden fandtes i millioner af år, før vi kom til med vores fatale drift. Som Tom Kristensen længes vi »mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død«.
Og vi skal passe på. Ellers kommer den og ta’r os, naturen.
I oberstens vision for fremtiden i ’Abernes planet: Opgøret’ kan menneskene bygge sig ud af problemerne. Vi kan bygge en mur! Det er det, der er løsenet. Hvis vi bygger en mur, holder vi aberne ude. Eller os selv inde. Da aberne første gang ser oberstens fort, der 1:1 ligner Treblinka, Auschwitz eller lignende, kalder de det »en menneske-zoo«, for i vores skræmte indkapsling af os selv, i vores protektionistiske iver efter at beskytte os selv, burer vi os inde, tager os selv til fange. Måske ligger forskellen bare i ord som ’ude’ og ’inde’. Hvis man spærrer friheden inde sammen med sig selv, så resten af verden derude bare kan løbe amok, så har man vel vundet. Har man ikke?
Hvorfor overhovedet prøve at løbe fra det?
På hverken fire eller to ben.
fortsæt med at læse
