Hvis man bare har det mindste tilovers for poprock-gruppen Fleetwood Mac i dens glamourøse (og kokaindrevne) inkarnation fra sen-70’erne og de tidlige 1980’ere, er man på fra starten. For titelsangen er intet mindre end en akustisk genindspilning af gruppens hit ’Gypsy’ fra lp’en ’Mirage’ med sangerinden Stevie Nicks, hvis fascinerede stemme fortryller med samme kraft som dengang. Og hvis nummerets tekst handler om en fascination af et forførende flyvsk begærsobjekt, så gør serien det sandelig også.
På besnærende og elegant vis afvikles historien om en privilegeret kvinde fra den absolut øvre del af middelklassen, der på grund af lige dele kedsomhed og eksistentiel midtlivskrise sætter det hele på spil for en tur ind i det forbudtes labyrint. Man frygter, bæver, gyser og gasser sig over det netværk af tabuoverskridelser og løgne, hun som en edderkop spinder sig ind i. Og man glædes over den labre fotografering, de frække klip og den smålumre æstetik, der præger hele fortællingen.
