Vi mente, at øjne en ny morgenrøde. Men i virkeligheden var det skæret fra verdensbranden, der nærmede sig«, skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig i sit erindringsmesterværk om, hvordan hans højt kultiverede ’Verden af i går’ gik under i Første og snart også Anden Verdenskrig. Men i bogens sidste linjer minder han dialektisk om, at »enhver skygge er, når alt kommer til alt, også et barn af lyset«, selv krigens skygge.
Den verdenskendte jødiske forfatter flygtede allerede i 1934 fra Wien og skrev de enestående erindringer i England, opholdt sig en tid i New York, men endte med at slå sig ned i Petropolis nord for Rio de Janeiro med sin anden kone, Lotte. Her skrev han sin ’Skaknovelle’, det sidste mesterværk. Brasilien var ’fremtidens land’, mente han, men selv tilhørte han fortiden, og ægteparret valgte sammen at afslutte livet i februar 1942. Men selv i sit afskedsbrev opmuntrer han de efterlevende med tanken om »morgenrøden« efter det mørke, han ikke selv havde kræfter til at stå igennem.
’Vor der Morgenrote’ lyder derfor den originale titel på denne film. Ikke nogen adaptation af ’Verden af i går’ (ville det mon overhovedet være muligt?), men et portræt af en af mellemkrigstidens største centraleuropæiske forfattere. Indsigtsfuldt, men også demonstrativt respekt- og taktfuldt helt ud i den rigtig kønne kameraføring, der kun spejler verdensdramaet i forbigående glimt, som et lidt for fjernt ekko.
Så taktfuldt, at det faktisk bliver alt for distanceret.
Zweig selv skiltede vist heller ikke med sine følelser. Gennemkultiveret, godt hjemme i alle verdenssprogene og med hele den øvrige ballast af viden og skønhedsglæde, han opnåede under den wieneraristokratiske opvækst, som han i sin elitære, nærmest socialt jomfruelige overklasseerindring tegner så smukt et billede af. Denne fejrede, men stilfærdige verdensborger møder vi i Josef Haders vellignende og fuldt ud overbevisende skikkelse: forekommende og taknemmelig for beundring og respekt, men også med et vemodigt åndsfravær hos den eksilerede uden noget sted at kalde ’hjemme’.
Filmens fem adskilte episoder, lige så mange nedslag i hans livs sidste fem-seks år, fokuserer især på ét tema: Zweigs stædige beslutning om ikke at tale ondt om sit fædreland eller tysk befolkning og kultur, hvor vanvittige forbrydelser Hitlers ’Stortyskland’ end begik. Han vil blive ved sin læst som forfatter, ikke politiker, og nægter selv som flygtning at »erstatte ord med slagord«. Under en PEN-kongres i Buenos Aires tager en anden forfatter derimod bladet fra munden og fordømmer det regime, der har fordrevet snesevis af kunstnere, som han opregner ved navn: Thomas Mann, Walter Benjamin. . . og Stefan Zweig, der selv er til stede. Midt i hyldesten fornemmer vi i Haders fornemme spil hele æstetens afmagt over for verdens håndfasthed.
Samme dilemma skærpes yderligere i en af filmens bedste scener, episoden fra New York. Hertil er Zweigs første kone, Friderike (Barbara Sukowa), og hendes voksne døtre nået, og hun viderebringer breve og hilsener fra alle dem hjemme i Østrig – selv tidligere uvenner! – der ønsker Zweigs hjælp til flugt og visum til USA. Via indflydelsesrige kontakter har han allerede hjulpet flere, men at redde dem alle ville tage al hans tid fra det, han er bedst til: at skrive. Men er dét vigtigere end at redde liv? Lidt bedre lys på Zweigs sprogkunst kunne have bidraget til svaret, når nu manden selv er så tilbageholdende.
For mange kendte og ukendte flygtninge i dag er hele temaet om den flygtedes ansvar for de tilbageblevne selvfølgelig pinende aktuelt, og det står skarpt i Maria Schraders studie af dette specielle menneske i de datidige mediers søgelys. Andre, mere tilfældige episoder såsom en grotesk lokalorkesterhyldest i en brasiliansk sukkerørslandsby supplerer med humoristisk kontrast, og man aner akkurat den modne, deprimerede mands rørthed, da gaven fra hans kone og forlæggeren til hans sidste fødselsdag er noget så fremtidsorienteret som en hund. Den betydeligt yngre Lotte (Aenne Schwarz) sørger i det hele for humøret og det praktiske på rejserne, men hvorfor hun vælger at gå i døden med sin mand, må vi bare gætte på. Ligesom på lidt for meget andet.
