Filmanmeldelse: Taberne ligner undslupne fanger i fin film om hjemløse i Ørstedsparken

Pauli Ryberg som Preben og Björn Andresen som Rolf.
Pauli Ryberg som Preben og Björn Andresen som Rolf.
Lyt til artiklen

Livet er som et spil skak i Dariusz Steiness’ film om hjemløse i Ørstedsparken, og ifølge hovedpersonen Rolf med det viltre grå hår er kongen ikke den brik, man skal stræbe efter at være. For den er jo afhængig af de andres beskyttelse. Rolf har vendt familien ryggen og lever lyksaligt med en hvilepuls i takt med ænderne i parken.

På sit kontor sidder Helle og spiller skak på computeren i stedet for at arbejde. Vi ser hende flytte springeren, mens hun ulykkelig og ensom føler sig utilpas ved skrivebordet. En springer er mere fri end kongen, men den er stadig fanget af skakbrættets regler.

Helle har arbejde og lejlighed, men er mindre fri end Rolf og ligner en selvmordsplanlægger, da hun knækker nakken på sin kanariefugl og forlader sit hjem. Heldigvis møder hun Rolf, ligesom de andre karakterer i en dokumentarisk filmet og tyst dramatiseret ensemblefilm, hvor taberne ender med at ligne undslupne fanger, mens København buldrer uden for parkens gitre.

Joakim Grundahl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her