Den amerikanske uafhængighedskrig brød ud i 1776 og sluttede i 1783 med 13 fristaters union, ikke længere en engelsk koloni. Dette fejrer amerikanerne som bekendt 4. juli, deres nationaldag. Krigen bliver ofte skildret i billede og på skrift som en entydig frihedskrig. Men som nyere amerikanske historikere pointerer det, var krigen reelt at betragte som en borgerkrig.
Landets eneste storby, New York, var et engelsksindet hovedkvarter og flådebase. ’For’ og ’imod’ opstanden løb som en åben blodåre igennem familier. Krigen blev ført med brutal effektivitet fra britisk side. Med professionelle tyske tropper, partisanagtige friskyttekorps mod en oprørshær, man ikke mente bestod af regulære soldater. Washington og co. måtte lære krigens regler og metode på den hårde måde. I strid for en frihed, som ikke gjaldt slaverne. Historisk ironisk er det, at hvis Storbritannien havde vundet, var slaveriet ophævet langt før uden den endnu blodigere borgerkrig 80 år senere.




























