Playboykongen Hugh Hefner, som døde her forleden, samlede jo sit eget private harem af smukke kvinder på sit slotslignende domicil, og så gik han ellers rundt og så og tog på varerne. Jeg skriver med vilje det sidste ord, thi vi taler jo i virkeligheden om en tingsliggørelse af kvinder og kærtegn.
Forargelsen er rimelig. Men på den anden side kommer kvinderne selv til slottet og kender stedets primitivitet i så henseende.
Og på endnu en anden side mimer Hefner på grotesk vis en seksuel trafik, hvor man mødes i flæng og flirt, lidt på må og få, også med fejltrin og forsøg. Engangsknald, farvel og tak.
Jamen, mennesker mødes, og sød musik opstår. Man prøver lidt frem og tilbage med hinanden uden at klage, og måske og heldigvis ender det så med den eneste ene.
I vores vestlige del af verden mener vi mestendels, at du forelsket skal kende hinanden for at kunne blive kærester, der bor sammen. En at dele livet med.
Det er jo just undertitlen på ’Landmand søger kærlighed’, der i mine øjne er så fascinerende, at jeg partout må skrive en gang til om dette rustikke realityprogram om livet på landet. Mennesker i et spil, som både ligner og ikke ligner virkeligheden.
Både er iscenesat til mindste detalje, og samtidig minder om virkelighedens iscenesættelse, øjekast, flirt og kurmageri. Samtidig grotesk på grænsen til det urkomiske, som når to veninder flytter ind hos en bondemand, som ikke må vide, at de just er veninder. Hvorfor ikke?
Og så kommer det for en dag, og manden vil stadigvæk ikke kysse nogen af dem, selv når de prøver at drikke ham fuld. Hvis du så det som en film, ville du kalde det en farce på overdrev.
Men mest interessant, og det er her, vi kommer ind med Hugh Hefner på en traktor: På en anden gård med tre kvinder på prøve har herren i huset fået kys ved godnattid. Først af den ene og så af den anden. Jamen, i al ’uskyldighed’ sovet ved siden af dem.
Men den, der først blev krammet, mener at have hørt lyde fra soveværelset den anden nat med den anden, som er mere end nus ved nattetid. Og så vil hun hjem, skuffet bedraget af en playboy i røjser. ’Ikke pjanke med kærlighed’ hedder et gammelt skuespil af franskmanden Alfred de Musset.
Det er jo netop, hvad man(d) gør i programmet. Der er reelt tale om en iscenesættelse af noget, som egentlig skulle være tilfældigt ude i virkeligheden. Eller arrangeret over nettet.
Men denne opsætning af stævnemøder, hvor begge køn kender præmisserne, tærer alligevel på følelserne. Banalt og kort som en barneskjorte, immer rimer hjerte på smerte.
fortsæt med at læse
