En ung pige fra en muslimsk indvandrerfamilie vokser op i et moderne, frigjort vesteuropæisk land som moderne individualist med lyst til fest og ballade og selvrealisering, men samtidig som del af en kultur, hvor arrangerede ægteskaber er normen og hvor »pakistanere gifter sig med pakistanere, og sådan er det«.
Der er ikke meget, der ikke allerede er sagt om den problematik, og den belgiske film ’Brylluppet’ tilføjer sådan set ikke noget nyt. Alligevel ser man den med en følelse af, at debatten bliver kvalificeret med filmens indlevelse i den 19-årige Zahiras dilemma.
Zahira bliver gravid, men slår sig i tøjret, da et ’frelsende’ ægteskab med en ung pakistansk mand alligevel mirakuløst toner frem på Skype-horisonten. Hvad er man uden sin familie, når man er vokset i en kultur, hvor familien og dens ære er alt?
De ikke-muslimske belgiere fremstilles overvejende positivt, men det er småt med svarene. »I forstår. Det er det, I kan«, lyder det frustreret fra en pakistansk indvandrer, der ikke ser de mange enlige, ensomme belgiske kvinder som et ubetinget kulturgode.
Instruktør Stephan Streker gør sine landsmænd, Dardenne-brødrene, ære, når han fokuserer på den sociale problematik uden at blive hverken letkøbt eller vattet. ’Brylluppet’ er en fordomsfri og klog film om integration og kønsroller i en tid med et kultursammenstød, man ikke bare klarer med forbud. Filmen kommer ud til debat blandt danske unge, og det er den velegnet til.
fortsæt med at læse
