En familie kører i deres bil. Far, mor, søster og lillebror sidder i den rummelige SUV og er på vej væk i en helvedes fart, forstår man. Men markøren for tom tank kræver et stop på en benzinstation, og det får farmand til at udstøde en ed. Bilen vendes, og familien kører tilbage til tanken. Her fyldes op i en ruf, men bror skal tisse. Det må vente, siger far vrissent. Men mor fremfører, at han kun er en lille dreng, og at han lige kan tisse ved siden af bilen på et halvt minut. Så de udsætter afgangen, og mens bilen holder stille, dukker en skikkelse iført en hvid dukkemaske frem og går i retning af bilen med en pistol i strakt arm foran sig. Søster på bagsædet skriger, skud affyres, blod sprøjter på teenagerens ansigt.
Aaaarrrrrgggghhh.




























