At synderne straffes med imponerende sadistisk opfindsomhed, kan man forvisse sig om ved at læse Dantes ’Inferno’.
Man kan selvfølgelig også tage en genvej og se en af de mange ’Saw’-film, hvor en selvbestaltet straffende gud i skikkelse af seriemorderen Jigsaw alias John Kramer optræder som Ole Opfinder fra Helvede.
Kramer døde for ti år siden, men man kan ikke holde en god indtægtskilde nede.
13 år efter den første ’Saw’ og syv år efter den seneste film viderefører nye kræfter gammelt splat.
Selv om fem konkurrencedeltagere skal kæmpe for ikke at blive skåret i skiver, er ’Jigsaw’ knap så klaustrofobisk-sadistisk som de gamle film. ’Jigsaw’ har en humor, som ganske vist afpatruljerer grænsen til den ufrivillige spoof-humor, men først og fremmest er plot og udtryk blevet mere krimiagtigt med et helt puslespil af mistænkte.
At Jigsaw figuren nu synes kanoniseret som en sand vismand, er at stramme den, men på trods af en mærkelig klinisk forkærlighed for godtfolk i opfindsomme udskæringer er den nye på godt og ondt mere spiselig end de bedste/værste i serien.
Og stadig ret radikalt af overlevelses-reality at være.
fortsæt med at læse
