Vi elsker historien om Jesse Owens, der tog til Berlin og gav Hitlers raceteorier fingeren. For tyske soldater opdraget i arisk ånd var det få år senere særligt demoraliserende at få klø af farvede amerikanske soldater. Men i hæren levede de afroamerikanske soldater med raceopdelte latriner, blodforsyning og barakker, bliver man mindet om i Dee Rees’ ’Mudbound’. Og når de farvede soldater var færdige med at kæmpe og dø for Onkel Sam, vendte mange hjem til et USA, hvor alt var ved det alt for gamle og velkendte. Racisterne i Sydstaterne var ikke mange hak bedre end Hitler. Ku Klux Klan & co havde trofast vedligeholdt barbarisk afstraffelse af ’opsætsige niggere’. 80 år efter borgerkrigen var Sydstaterne stadig en raceopdelt skændsel.
Alt det handler ’Mudbound’ om og lidt til. Den nye Netflix-film instrueret af Dee Rees vurderes til at have gode chancer for at give streamingtjenesten en Oscar-kandidat. Racisme og retfærdig harme plejer at give gode odds, og ’Mudbound’ har både harmen på sin side og en historie, der fortjener at blive fortalt. Timingen er tankevækkende. Der er stor forskel på at fortælle historier om fortidens frygtelige, men overståede kapitel om slaveriet, og så at fortælle en historie som ’Mudbound’. En historie, der handler om, hvor indgroet racismen er i USA.
