I en Woody Allen-film kan det være svært at abstrahere fra replikkernes skrevne karakter. Man kan næsten høre skrivemaskinen klapre i baggrunden. Mindre støvet bliver det ikke af, at han de senere år har lagt fortællerstemmen i munden på andre.
Jeg har fulgt Woody Allen i tykt og tyndt igennem alle årene. Kender efterhånden lidt for godt den automatik, han indimellem lægger for dagen, når han skal holde døden og meningsløsheden fra døren med sit årlige filmprojekt. Mildt fornøjeligt er det som regel. Nogle gange heldigvis stadig mere end det.




























