Jeg kalder tv-programmer, der giver mig et voyeuristisk indblik i virkelige menneskers hverdag, følelser og virkelighed, reality-tv. 2017 har været et gyldent år for tv-genren, som ikke længere er kontroversiel eller lavkulturel, men fyldt med skarpe og originale skildringer og hverdagspoetisk indblik i menneskelig adfærd. I dokumentarserierne på DR’s ungdomskanal, DR 3, kunne seerne i år komme tættere på alt fra tatoverede mænd på anabolske steroider over sugardating og kropspositivitet til spiseforstyrrelser, sorg og social arv. Internationalt har både race og kærlighed været på dagsordnen, og de asiatiske tv-koncepter er så småt begyndt at blive tilgængelige for et vestligt publikum. Her er 8 af de bemærkelsesværdige programmer fra i år, og dem var der nu en hel del af.
1. ’Terrace House: Boys & Girls in the City’ – verdens bedste kedelige reality. Netflix
Jeg troede aldrig, jeg skulle være vidne til så meget emotionel kompleksitet i et realityprogram, som det var tilfældet, da jeg i en mindre psykose så 46 afsnit af den japanske ’Terrace House: Boys & Girls in the City’. Her bor 6 unge mennesker sammen i et hus, imens de ved siden af passer studier og jobs. De må gå, hvis de vil, og der er ikke rigtig noget, de skal udrette. Der er ingen vilde sexscener, mest af alt flotte nærbilleder af den mad, de spiser, og der er ingen dramatiske højrøstede skænderier, kun små subtile forelskelser, krisesamtaler om kød og akavede og nervøse kærlighedserklæringer. Desuden er et panel bestående af japanske kendisser hyret til på morsom vis at sidde og kommentere begivenhederne undervejs i programmet. ’Terrace House’ er nærmere et socialt eksperiment, der udfordrer den konfliktsky og høflige japanske kultur. Det er befriende forsigtigt, og derfor er det årets bedste realityprogram.




























