Muskelbundtet Vin Diesel topper listen over de bedst indtjenende skuespillere i år, skriver det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes i deres årlige optælling.
Vin Diesel har i år medvirket i to film. For disse blev der solgt billetter for 1,6 mia. dollar, hvoraf størstedelen kommer fra hovedrollen i 'The Fate of the Furious', den ottende film i 'Fast and Furious'-serien.
Hans medvirken i actionfilmen 'xXx: The Return of Xander Cage' har også indbragt en god sum penge. 346 mio. dollar, for at være helt præcis.
Forbes har gjort listen op ved at undersøge, hvilke film, der tjente mest på internationalt billetsalg i perioden 1. januar til og med 26. december 2017. Derefter har de undersøgt, hvem der var castet som hovedroller i årets mest indtjenende film, og dermed hvor mange penge, disse skuespillere har indtjent på billetsalg i det forgangne år.
Fakta
De bedst indtjenende skuespillere 2017
- Vin Diesel - 1,6 mia. dollar.
- Dwayne Johnson - 1,5 mia. dollar.
- Gal Gadot - 1,4 mia. dollar.
- Emma Watson - 1,3 mia. dollar.
- Johnny Depp - 1,1 mia. dollar.
- Daisy Ridley - 1,08 mia. dollar. (Star Wars - The Last Jedi)
- Tom Holland - 888 mio. dollar. (Spider Man: Homecoming)
- Chris Pratt- 864 mio. dollar. (Guardians of the Galaxy Vol. 2)
- Chris Hemsworth - 845 mio. dollar. (Thor: Ragnarok)
- John Boyega - 815 mio. dollar. (Star Wars: The Last Jedi)
Kilde: Forbes
På listen finder vi som nummer to et andet amerikansk muskelbundt, nemlig Vin Diesels medspiller fra 'The Fate of the Furious', Dwayne 'The Rock' Johnson, der har indtjent 1,5 mia. dollar.
Også her er størstedelen hentet ind efter hans medvirken i 'Fast and Furious'-serien, mens hans hovedrolle i filmen 'Baywatch' nåede at indbringe godt og vel 178 mio. dollar på det internationale marked. En skuffende omsætning i Hollywood-forstand, men ikke desto mindre nok til at hive 'The Rock' op på listens andenplads.
Fakta
De bedst indtjenende film fra internationale billetsalg 2017
- Beauty and the Beast
- The Fate of the Furious
- Despicable Me 3 - Grusomme mig 3
- Star Wars - The Last Jedi
- Spider Man: Homecoming
- Wolf Warrior 2
- Guardians of the Galaxy Vol. 2
- Thor: Ragnarok
- Wonder Woman
- Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales
Kilde: Box Office Mojo
Wonder Woman lige i hælene
Wonder Woman er ifølge Forbes den mest indbringende kvindelige hovedrolle i år. Den israelske skuespiller Gal Gadot har indtjent 1,4 mia. dollar hovedsageligt for rollen som amazone-superhelt.
Gal Gadot har tidligere gjort sig i actionpakkede film som bl.a. tre 'Fast and Furious'-film og 'Justice League'. Sidstnævnte også i rollen som Wonder Woman.
Britiske Emma Watson har med sin hovedrolle i 'Beauty and the Beast' indtjent 1,3 mia. dollar. I år spillede hun også over for Tom Hanks i 'The Circle'.
Som nummer fem på listen kommer Johnny Depp, der igen har været i gang med at lege pirat.
For hans rolle som kaptajn Jack Sparrow i 'Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales' og hans medvirken i filmatiseringen af Agatha Christies' 'Murder on the Orient Express' har indbragt 1,1 mia. dollar i billetsalg.
Sidste år toppede Scarlett Johansson listen, da filmen 'Captain America: Civil War' indtjente mere end 1,2 mia. dollar. I denne film spillede Johansson karakteren Black Widow.
fortsæt med at læse




























