Jeg taler meget med min mormor om børn, om ikke at have dem endnu, om min ærlige frygt for at sætte ondskab i verden, den dag jeg skal have dem, og frygten for at være en af de der skyklapbærende forældre, man skælder ud i kronikkerne. Og, vigtigst, frygten for totalt at miste mig selv til den kæmpe opgave det er ikke at ødelægge et helt nyankomment menneske.
Der er en person, jeg ved, jeg kan regne med i forhold til ærlig indførelse i forældreskabets kvababbelser, og det er min mormor. Min mormors mest brugte indgang til det at blive forælder er »men det er der jo ikke nogen, der fortæller en«.




























