Flest seere til 'Liberty': DR vandt over TV 2 i kampen om seernes opmærksomhed søndag aften

Charlie Karumi spiller Marcus i DR-serien 'Liberty'.  Aske Foss
Charlie Karumi spiller Marcus i DR-serien 'Liberty'. Aske Foss
Lyt til artiklen

Med 860.000 seere til serien 'Liberty' vandt Danmarks Radio »slaget« om seerne til dansk dramatik søndag aften.

Der var lagt op til direkte konkurrence, efter at TV 2 havde udfordret Danmarks Radio og placeret sit nye flagskib inden for dansk tv-dramatik, 'Greyzone', direkte over for DR 1's serie, 'Liberty', som bygger på den afdøde forfatter Jakob Ejersbos Afrika-trilogi.

Begge blev sendt søndag aften i primetime klokken 20, og begge fik pæne seertal, men selv om DR 1 kaprede 860.000 seere og dermed fik flere end TV 2's 611.000, har den direkte konkurrence kostet, og DR nåede ikke op på de høje seertal, som stationen tidligere har opnået med for eksempel 'Borgen' og 'Forbrydelsen'.

'Borgen' åbnede for eksempel med 1,45 millioner seere, mens over 2 millioner seere så med i de sidste minutter, da Sarah Lund opklarede 'Forbrydelsen'.

»En fabelagtig tv-serie«: DR tager føringen i seriekrig med TV 2

Anmelderne er gode ved begge serier. Jyllands-Posten giver seks stjerner til 'Liberty' og Berlingske fem, mens Politiken giver fire hjerter.

For Jyllands-Posten beviser afsnittet i aftes, at DR »endnu engang (har) bevist, at de går allerforrest, når der skal udvikles nyt kvalitetsdrama til tv, mens Politiken mener, at forvarslerne om katastrofe står rigeligt hårdt mejslet, og at første afsnit har for travlt med at præsentere pliottråde. Men Politikens anmelder roser produktionen, der hvor »fortællingen skabes af lyd og billeder«.

Nyt drama på DR: 'Liberty' er en bumletur mod apokalypsen

'Greyzone' får fire stjerner i Berlingske, som mener, at serien kan blive »et velkomment energitilskud til den nordiske krimibølge«.

Politiken giver fire hjerter i Politiken og roser især hovedrolleskuespilleren, Birgitte Hjort Sørensen for nærvær og evnen til at få en scene til at leve, selv uden replikker.

Nyt drama på TV 2: Forholdet mellem offer og kidnapper tegner til at blive seriens store attraktion

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her