Set i tv er Politikens daglige tv-klumme. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

I dag skriver Bo Tao Michaëlis om 'Vi ses hos Clement', der i denne omgang havde besøg af Rane Willerslev, B.S. Christiansen, Marie Krarup og Samuel Rachlin.

Jeg har sagt det før, jeg ved det. Clement Kjersgaard er altså ikke god til bords med musikere, skuespillere og andre kunstnere. Bevares han opfører sig chevaleresk nysgerrig over for kvinderne med accent af det overbærende. Slet skjult forbløffelse og vindstød af arrogance over for mændene. Om de ting og sager, han banalt skal spørge indtil. Kjersgaard tilhører trods alt ikke det lette kavaleri fra enten ’Go’morgen Danmark’ eller ’Aftenshowet’.

Han føler sig klart ikke på hjemmebane, når det er noget kultur, som ikke interesserer ham. Samt at et ironisk hjernemenneske ikke altid finder sig til rette blandt sentimentale hjertemennesker.

Til gengæld er han knagende god til personer fra den mere eller mindre politiske verden. Politik også forstået i den græske betydning: mennesker, som føler sig forpligtet til at være engageret i egen og andres omverden, ikke kun i egen metier og gøremål. Så er han i stand til at skabe samtalekunst som hæver ’Vi ses hos Clement’ til mere end et aktuelt talkshow med tidens stemmer. Som det skete her forleden, hvor han havde fire interessante personer i studiet.

Vi fik en samtale i stedet for snak

Først havde vi en heftig holmgang mellem Samuel Rachlin og Marie Krarup om Putin ovre i Rusland som en opvarmningskamp. Det var nok mere underholdende end informativt. Sådan lidt i retning af den berømte duet fra musicalen ’Annie Get Your Gun’, hvor hun og Frank E. Butler synger om kap om, hvem der kan gøre ting bedst. Rachlin så Putin i forlængelse af Stalin, Krarup så ham som et nybrud.

Men så kom museumsdirektør Rane Willerslev på banen og kunne fortælle om egne oplevelser ude i det sibiriske vildnis, samtidig med at Sovjetunionen brød sammen med den nød og elendighed, det medførte. Endelig kom den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen og satte sig.

Og så fik Kjersgaard via den gamle soldats velopvejede sindighed og livsvisdom katalyserende sat noget i gang. Simpelthen en sokratisk samtale, et symposion på vand, men ikke brød, hvor der skabtes en dialektisk konversation om, hvorvidt mennesket var godt og ondt fra start eller blev det undervejs. En gammel traver, javist, men hvornår har du sidst mødt den på DR?

Kjersgaard havde sat sin rapkæftede revolver i hylsteret og brugte sin rolle som fødselshjælper for de interessante synspunkter, som kom fra hver især i den gode blanding af overvejelser fra hjertet sat i scene af hjernen. Vi fik en samtale i stedet for snak. Jamen selv Marie Krarup smilte sødt og ikke syrligt.

fortsæt med at læse

Mediekommentaren: Bare Clement Kjersgaard dog ville afbryde den ukritiske partipresse