John og Ellas voksne børn er i oprør: Deres gamle forældre er væk, og det samme er den autocamper, som var ramme om familieferierne i sin tid.
Veterankøretøjet lægger navn, the leisure seeker, til originaltitlen på denne italienske growing old-film på engelsk og fra amerikanske locations, men den danske titel rammer for en gangs skyld bedre plet.
For da ægteparret igen triller ud af garagen – også de med diverse »aldersrelaterede brugsspor«, som det hedder om brugte møbler – bliver ferien også gensyn med store dele af næsten 50 års samliv.
Livet som road movie er jo ikke verdens mest originale metafor, og kønsrollerne mellem de to gamle flytter heller ikke hegnspæle: John er forhenværende litteraturprofessor og citerer Hemingway, Melville og Joyce udenad, og køre bil kan han også, men han er ulykkelig over den demens, der får ham til at glemme, hvor han er og i hvilket årstal; ja, selv sin kone tager han på et tidspunkt fatalt for at være en anden kvinde.
Men Ella har i reglen både ham og situationerne under kærligt overbærende kontrol, skønt hun selv har sit at kæmpe med; piller og kvalme såvel som det korte grå hår under parykken tyder på noget rigtig alvorligt.
Men i stedet for at passe sin behandlingsaftale beslutter hun at give ham hans livs gave: besøg i Hemingways hjem på Key West, Florida.
On the road again, altså, men da de stævner ud fra akademikerhjemmet i Massachusetts og ned ad østkystens Route 1, er det nu ikke Willie Nelson, men Carole King med ’It’s Too Late, Baby’, der ligger i bobilens cd-afspiller.
Fornemt samspil
Velanbragt, viser det sig jo, for under parforholdets gemytlige mundhuggerier og landevejsgenrens velkendte grin – møder med hjælpsomme mc-rockere, forhutlede landevejsrøvere og færdselspolitiets slikkepind – ligger hele tiden denne vemodige tone af ’sidste omgang’.
Cancer og demens er ved gud ingen fest, selv om kærlig omsorg og fælles minder mildner smerten.
54-årige Paolo Virzi viste allerede sidste år med den lidt skingre historie om to psykiatriske patienters ’Springtur i Toscana’, at han har sans for road moviens afvekslende scenografi og dramaturgi, men også hang til at idyllisere det tragiske, om nødvendigt med lovlig billige grin.
Her viser det sig bl.a. i kameraets gentagne dvælen ved østkystens lange, flotte broanlæg som demonstrativt varsel om ’livets sidste store overgang’, og et tilløb til kynisme skæmmer scenerne fra et plejehjem, hun læsser ham af på.
Men det overskygges af, hvad man i mangel af bedre kunne kalde ’banaliteternes realisme og poesi’, båret af fornemt samspil: flotte Donald Sutherland kærlig og charmerende konfus over for Helen Mirrens resolut usentimentale munterhed og håndfast henkastede omsorg.
Bevægende er det, da hun om aftenen hænger et lagen op på campingpladsen og gengiver ham hukommelsen med lysbilleder fra det fælles liv. Og rigtig sørgeligt, da han minder hende om, at han i stedet for et liv som grøntsag vil have hjælp med geværet inde i autocamperens skab.
Men da har vi heldigvis endnu en hel del festlige og forfærdelige overraskelser til gode. God for gamle – og for deres voksne børn.
fortsæt med at læse
