Du kan godt sætte syv timer af i påsken til en dokumentar, der har det hele: fri sex, massepsykose, mordforsøg og andre kæbeklaskende WTF-øjeblikke i det vilde vesten. Nærmere bestemt Wasco County i Oregon, hvor den indiske guru Bhagwan Shree Rajneesh i 1981 flytter sig selv og sine disciple til, efter at hans tanker om fri sex, dansemeditation og skabelsen af det nye menneske havde fået trange kår blandt mere veletablerede religioner i Indien.
Bhagwan er imod alle former for undertrykkelse; vi skal danse og være frie og leve i harmoni med os selv, hinanden og naturen. Men videnskab og rigdom er af det gode – alt andet er gamle religioners undertrykkelse. Aborter og aktiv dødshjælp er gode redskaber til at fremme fokus på det gode liv, der sagtens kan leves etisk på bagsædet af en Rolls-Royce (som Bhagwan ifølge New York Times havde mindst 85 af foruden et par privatfly).




























