Frankfurt am Main 1946. Gennem de ruinhobe, som de udbombede tyske byer stadig udgør, løber en trebenet hund. Det ser faktisk både tragisk og komisk ud, og derfor er hunden et perfekt billede på de menneskeliv, vi nu følger: jødiske overlevere fra udryddelseslejrene, mærket på sjæl og legeme ikke alene af rædslerne, men nu også af overleverens skyldfølelse, som bl.a. Primo Levi har beskrevet den: Hvorfor var det ikke dig selv, der måtte dø?
Præcis det spørgsmål stiller den amerikanske efterretningstjeneste også til David Bergman, veltalende og velklædt leder af et sjak mænd, der alle vil emigrere til USA. For at skaffe til billetten starter de et firma, der sælger linned – fra vaskeklude til damaskduge – til mangelsamfundets husmødre. Salgsknebene udgør en væsentlig del af filmens humor, hele tiden udfoldet på den dystre baggrund, som fortidens tab og dens spor til nutiden skaber, anskueliggjort ved forhørene hos CIA: Var Bergman håndlanger for nazisterne, siden han overlevede?
