At forstå terrorismen såvel som de aktioner, der ligner, men måske slet ikke har noget politisk formål, er vel en af tidens vigtigste opgaver. Af bitter erfaring ved vi, at terror langtfra altid udføres som resultat af koldsindig politisk analyse og planlægning, men også ofte – undertiden udelukkende – som følge af ugerningsmandens/mændenes helt individuelle psykosociale omstændigheder. Udstødthed? Ensomhed? Miskendt begavelse? Ulykkelig kærlighed? Blind hævn? Desperat opmærksomhedsbehov? Osv.
Den slags overvejelser har man rig anledning – og rigelig tid! – til at gøre sig med den solide socialt anfægtede franske instruktør Laurent Cantets nyeste film om en flok helt unge arbejdsløse, der i stedet for tvangsaktivering siger ja til jobcenterets alternative kvalificeringstilbud i form af en litterær workshop. Ikke for at gøre dem til forfattere, men for at øve dem i rundbordssamarbejde, i kreativitet, i at møde hver dag – og i at tro på egne evner og egne synspunkters betydning.
