Set i tv er Politikens daglige tv-klumme. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. I dag skriver Henrik Palle om 'Løbeklubben' på TV 2 Play.
Det er længe siden, Gustav Winckler sang om sit kondital og i den forbindelse fraserede følgende lyriske perle: »Så jeg spæner hver morgen og træner. For du fortjener en med lidt kondi«. Siden er motionsløb blevet en regulær hverdagsforeteelse for en meget stor del af befolkningen og heldigvis for det. Så selvfølgelig måtte der på et tidspunkt komme en satirisk, skæv og sjov komedieserie med udgangspunkt i løb.




























