Annie (Rose Byrne) beskriver resigneret sig selv som »en sød engelsk dame i cardigan«. Hun er i slutningen af trediverne og kæreste med mandebarnet Duncan (Chris O’Dowd). De er kørt fast i deres parforhold og livet i øvrigt i Sandcliff, en røvsyg engelsk havneby.
Duncan vil ikke have børn, men bruger al sin tid på et internetforum, han selv har oprettet, hvor han hylder den gådefulde indiemusiker Tucker Crowe (Ethan Hawke), som efter at have udgivet én legendarisk plade i begyndelsen af 1990’erne forsvandt fra offentligheden.




























