Det er næppe tilfældigt, at titelskiltet til ’Feministen’ skrives med samme font og farve som på Beyoncés selvbetitlede plade fra 2014. Intentionen er så klar, at den bliver sympativækkende: Nogen forsøger at høste frugter af feminismens indtog i popkulturen og nå ud til de unge. Feministen i denne films sammenhæng er stifteren af det svenske parti Feministisk Initiativ, den meget lidt Beyoncé-agtige Gudrun Schyman. Hun introduceres som ikon for den svenske feminisme, der ifølge filmen selv er »et forbillede for feminister i hele verden«.
Vi følger Schymans hverdag som leder af et parti, der kæmper for at komme over spærregrænsen, vi ser hendes vedholdende og kompetente arbejde bag det politiske showmanship, og så lægges der, som det sig hør og bør i denne dokumentargenre, op til, at vi skal om bag Schymans formelle personas facade. Men det kommer vi ikke. Heller ikke selv om Schyman forsøger at give indtryk af, at vi gør.
